Spidsanden (vinterand, stjærtand, rumpeand, norsk også: Piland) (Anas acuta) er omtrent så stor som gråanden, men har længere krop og hals, spidsere næb. Hunnen ligner væsentlig gråandens, hannen er på undersiden hvid, hvilken farve strækker sig med en stribe op på hver side af det brune hoved; ryg og sider har mørke bølgelinjer, mens vingespejlet er meget broget, kobberbrunt, indfattet med rødgult, sort og hvidt. De midterste halefjer er stærkt forlængede.
Spidsanden er udbredt over Nordeuropa, en del af det nordlige Asien og Amerika, yngler i Norge ret sparsomt langs hele kysten og på fjeldsøerne i det indre af landet; enkelte overvintrer. I Danmark yngler den i ringe tal spredt i landet, træffes hyppigst i træktiderne for- og efterår.