Æskulapsnog (Elaphe longissima; fra 2002 også Zamenis longissimus) er en slange i familien af snoge.
Den blev også tidligere, sammen med glatsnogen, kaldt for hasselsnog, hasselorm eller hasling; og alene for æskulapsslange.
Æskulapsnogs skæl sidder ordnede i 21-23 rækker og er på den bageste del af kroppen ofte forsynede med en svag køl; bugskinnernes antal er 212-248, og på hver side er de skarpt bøjede, således at der fremkommer en tydelig kant; oversiden er grålig eller brunlig med to gule nakkepletter, bugen ensfarvet gul.
Længden er cirka 150 cm.
Den hører hjemme i Syd- og Mellemeuropa.
Den foretrækker varme, stenede strækninger, bevoksede med krat eller åben skov, og klatrer behændigt op i buske, hvor den ligger og soler sig.
Dens føde er mus, firben og fugleunger. Sine æg aflægger den, ligesom snogen, i dynger af visne plantedele og lignende.