Egern
Egern
Klassifikation:
Arter:
  •   Almindelig egern (Sciurus vulgaris)
  •    (Tamias alpinus)
  •    (Tamias amoenus)
  •    (Tamias canipes)
  •    (Tamias cinereicollis)
  •    (Tamias dorsalis)
  •    (Tamias merriami)
  •    (Tamias minimus)
  •    (Tamias obscurus)
  •    (Tamias ochrogenys)
  •    (Tamias palmeri)
  •    (Tamias panamintinus)
  •    (Tamias quadrimaculatus)
  •    (Tamias quadrivittatus)
  •    (Tamias ruficaudus)
  •    (Tamias rufus)
  •    (Tamias senex)
  •    (Tamias sibiricus)
  •    (Tamias siskiyou)
  •    (Tamias sonomae)
  •    (Tamias speciosus)
  •    (Tamias striatus)
  •    (Tamias townsendii)
  •    (Tamias umbrinus)
  •   med flere
Egern (Sciuridae), en stor og artsrig familie inden for gnavernes orden.

Udbredelse
Familien består af cirka 280 arter, udbredte i alle verdensdeles tempererede og tropiske egne, undtagen i Australien og på Madagaskar; langt de fleste arter findes i Indien og på de malajiske øer, hvor de i det hele når deres videste udvikling i størrelse og smukke farver med flerfarvede striber ned ad kropsiderne; i Afrika er der cirka 15, i Amerika cirka 16 og i Europa og Nordasien blot 3 arter; deres størrelse er meget forskellig, således er den mindste art på Borneo ikke større end en mus, mens en art på de malajiske øer er den største og når næsten huskatten i størrelse.

Udseende
Egern har som regel kort og meget bredpandet hoved med oftest store oprette, duskede øren, sjældnere er disse korte og afrundede. Øjnene store, mørke og stærkt fremstående. Overlæben spaltet. Kindposer findes ikke. Gnaverfortænderne røde på forsiden, ret smalle; kindtænderne (5/4) knudrede, rodlukkede. Legemsformen slank, lemmerne er i høj grad fri af krophuden, hvorved deres bevægelighed bliver stærkt fremmet. Baglemmerne meget stærkere udviklet end forlemmerne og ved deres kraftige muskulatur særlig egnede til springning; forlemmerne svage, med hænder egnede til at holde føden under fortæringen; fingrene med sammentrykte, spidse kløer, tommelen dog kun lille og but med en lille flad negl. Fødderne med 5 veludviklede tæer. Særlig ejendommelig for egernet er halens udvikling, idet den er meget lang, af kroppens længde eller længere, og lige fra roden stærkt busket med tætte lange hår, oftest delte ved en skilning; under hvile, hvor egernet sidder opret på bagbenene, bæres halen bøjet op over den krummede ryg, mens den under bevægelse, når egernet med stor behændighed springer omkring i træerne, er rettet lige bagud, og den mægtige hale bruges da som styre- og balancestang.

Adfærd
Egern er de bevægeligste og livligste af alle gnaverne og er så godt som udelukkende dagdyr; de færdes som oftest stedse i træernes kroner, hvor de klatrer og springer med største behændighed og kan foretage indtil 6-8 meter lange spring fra et træ til et andet, idet de da stedse springer fra højere til lavere liggende grene; forfulgte hårdt kan de springe fra trætoppene ned på jorden uden at tage skade, idet de i nogen grad afbøder faldets voldsomhed ved at udsprede lemmerne, hvorved hudfolder mellem lemmerne og ned ad kropsiderne fra for- til baglemmer virker som faldskærm. På jorden hopper de rask af sted og undgår let forfølgerne.

Deres åndsevner er ret højt udviklede, og de står i intelligens langt over de fleste gnavere; de bliver således let tamme, men de er meget besværlige ved deres ubetvingelige hang til at søndergnave alt træværk. De bygger kunstfærdige reder, dels i træhuller, dels i grenvinkler, og ofte bruger de hertil gamle fuglereder, som de udbedrer efter deres behov; rederne udfores med mos og lignende og bliver derved bløde og varme. Egern lever så godt som udelukkende af planteføde, men angives også at plyndre fuglereder for æg og unger, overfalde svage småpattedyr og lignende. De samler ofte forråd for at have dem i beredskab i påkommende tilfælde, særlig ved vintertid; de sover aldrig vintersøvn. Egern lever i monogami og yngler flere gange årligt; hannerne kæmper med bidskhed om hunnerne; de får fra 3 til 7 unger ad gangen; 2-3 par patter, der sidder dels på brystet, dels på bugen.

Historie
Fossile egern er fundet i europæiske tertiære lag og i de franske fosforitdannelser, ligeledes i Nordamerikas miocene formationer.