LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Verdens lande         


Chile
Republikken Chile er placeret på den sydvestlige kyst af Sydamerika. Det er landet mellem Andesbjergene og Stillehavet. Det grænser op til Argentina, Bolivia og Peru.
La República de Chile
Chiles flag
og våbenskjold
National motto: Por la razón o la fuerza
Officielt sprogSpansk
HovedstadSantiago
PræsidentMichelle Bachelet
Areal
 - Total
 - Heraf vand
756.950 km²
1,07 %
Befolkning
 - Total (2000)
 - Pr. km²
15.328.467
20/km²
Uafhængighed- Erklæret 18. September, 1810
- Formelt fra Spanien, 12. Februar, 1818
ValutaPeso
TidszoneUTC -4
NationalmelodiHimno Nacional
Internetdomæne.CL
International tlfkode56

Historie
I det 15. århundrede trængte den peruanske konge Yupangui helt ned til Goquimbo, men kunne ikke besejre de længere mod syd boende araukanere. Det nordlige Chile hørte derpå i et århundrede til Inkariget. Da Peru var blevet underlagt Spanien, gjorde Almagro (1535) et togt gennem Atacama ned til midten af Chile, og 1540 trængte Pedro de Valdivia endnu længere mod syd, besejrede araukanerne og grundlagde hovedstaden Santiago. Det var dog kun i den nordlige del af Chile, at spaniernes herredømme grundfæstedes. Mod syd var Araukanerne endnu indtil ind i det 17. århundrede uafhængige.

Syd for araukanernes land var spanierne derimod virksomme. 1558 landede Garcia Hurtado de Mendoza på Chiloé, og 1566 grundedes af Gastro en koloni på denne ø. Indtil 1797 dannede Chile en del af vicekongeriget Peru. Efter at Chile var blevet ophøjet til et selvstændigt generalkapitani med særlige handelsfriheder, begyndte en del spaniere at bosætte sig i landet.

I begyndelsen af det 18. århundrede forsøgte Chile ligesom de andre spanske kolonier at løsrive sig. 1810 trådte en kongres sammen og udråbte Zambrano til præsident, men 1814 fik spanierne atter overhand. Imidlertid kom San Martin, argentinsk guvernør i Mendoza, Chilenerne til hjælp og besejrede spanierne (1817), og efter endnu et slag (1818) var Chile befriet. De første år for den ny republik gik med partistridigheder, og først da general Prieto var blevet præsident, begyndte rolige tilstande. Statsgælden formindskedes, en stående hær oprettedes, og handelen tog til. Imidlertid var en af de tidligere præsidenter, Freire, flygtet til Peru og foretog herfra et indfald i Chile, som derpå erklærede Peru krig. Efter at denne (1837-39) havde fået et for Chile gunstigt udfald, fulgte en fremskridtsperiode under præsidenterne Bulnes (1841-51) og Montt (1851-61).

Spanien anerkendte (1844) Chiles uafhængighed. Der sluttedes en række handelstraktater, anlagdes telegrafledninger og jernbaner. Under den næste præsident, Perez (1861-71), allierede Chile sig med Peru, som var i krig med Spanien (1865-69), hvilken dog ved de Forenede Staters mægling afsluttedes.

Den næste Præsident var Erraguriz, som, 1876, afløstes af Pinto. Under ham udbrød en krig med Peru og Bolivia i anledning af opdagelsen af de rige salpeterlejer i Atacama ørkenen, hvor ingen af staterne hidtil havde tænkt på at fastslå grænserne. 1879 besatte Chilenerne Antofagasta og nogle andre bolivianske havne. Peru optrådte som mægler og fordrede, at Chile skulle afvæbne, hvorpå Chile også erklærede Peru krig. I Oktober 1879 vandt Chilenerne et søslag, som gjorde dem til herrer på havet. Derpå landsatte de en hær i den peruanske provins Tarapacå, som erobredes efter et slag ved San Francisco. 1880 begyndte chilenerne at blokere de peruanske havne, og efter at de havde vundet slaget ved Tacna, trak Bolivia sig ud af krigen, som imidlertid fortsattes med Peru.

December 1880 landsatte chilenerne en hær ved Gallao og vandt flere betydelige sejre, som næsten tilintetgjorde peruanernes hær. De næste år gik hen med ubetydelige sammenstød, indtil freden sluttedes oktober 1883. Herved afstod Bolivia provinsen Antofagasta, Peru provinsen Tarapacå til Childe, mens provinserne Arica og Tacna i 10 år skulle stå under Chile, hvorefter befolkningen ved afstemning skulle afgøre, hvorhen provinsen skulle høre.

Under krigen var Santa Maria (1881) blevet præsident. Han afløstes 1886 af Balmaceda. I anledning af et budgetspørgsmål opstod (1891) strid mellem kongressen og præsidenten. Da denne hjemsendte kongressen og opkastede sig til diktator, udbrød en borgerkrig.

Kongrespartiet satte sig fast i de nordlige provinser, hvorfra de 7. marts overvandt præsidentens hær ved Pozo Almante. I august landsatte Kongrespartiet en hær i nærheden af Valpanaiso og tilføjede præsidenten det afgørende nederlag ved La Placilla. Præsidenten begik snart efter selvmord, hvorpå Jorje Montt valgtes til præsident (1891-96). I slutningen af hans regering udbrød grænsestridigheder med Argentina, som fortsattes under Errazuriz (1896-1901) og Riesco (1901-1906). Stridighederne om den nordlige del af grænsen i Puna de Atacama afgjordes 1899 ved voldgift af de Forenede Stater, mens grænsen i Patagonien fastsattes af en engelsk Kommission i Kong Edward's navn (1902).

Folkeafstemningen om de af Peru afståede provinser blev ikke udført, da man ikke kunne enes om, hvem der var stemmeberettigede. 1895 afsluttedes en traktat med Bolivia om, at havnen Arica, hvis den ved afstemningen tilfaldt Chile, skulle afståes til Bolivia, men Chile vægrede sig ved at lade afstemningen foretage. 1906 blev Montt atter præsident og afløstes 1910 af Barros Luce.

Regioner
Chile er opdelt i 13 regioner, hver under ledelse af en intendente. Hver region er yderligere opdelt i provinser med en gobernador provincial. Endelig er hver provins opdelt i en række kommuner hver med sin egen borgmester. Intendenter og gobernadorer er udnævnt af præsidenten, borgmesteren vælges ved valg.

Økonomi
Bruttonationalprodukt USD 185,1 mia (1999)
BNP pr. indbygger USD 12.400 (1999)
Religion 89 pct. rom.-katolsk, 11 pct protestantisk

Politik
Regering koalition af Centrum-Venstrepartier
Medlem af FN, OAS, ALADI, APEC, IAEA, IBRD, IMF, IWC, NAM, RG, SELA, WTO

Demografi
Etnisk sammensætning 95 pct. hvide og mestizer, 3 procent indianere