Danmarks dyreverden
Danmarks dyreverden må siges at være fattig i sammenligning med de tilgrænsende dele af Europa, navnlig med hensyn til store dyr. Det skyldes landets ringe udstrækning, den ensformige natur, mangel eller fattigdom på bjerge og skove, og den i forbindelse hermed udbredte opdyrkning.
Skoven
Af skovens pattedyr er de egentlige skovdyr væsentlig de mindre. Rådyret som det største, mens kron- og dådyr mere holder til på skovsletterne. Nogle er lavbenede, tætte skikkelser, skabt til at bryde igennem krattet og oprode jorden, tidligere vildsvin, nu grævling og pindsvin, andre er udprægede træboere med krumme, spidse kløer som egern og skovmår. Føjes hertil rødmus, skovmus og hasselmus (sjældnere og mest i egeskov), må endnu kun nævnes, at ræven og mange flagermus i hvert fald ved deres boligvalg er knyttede til skoven. Årlig vekslen ses ikke meget blandt skovens pattedyr. Grævling og pindsvin ligger i dvale, skovmus og andre søger ofte til beboede steder. Fugleverdenen er rig, om end mange arter også forekommer på åbent land eller finder sig til rette tæt på mennesker, det sidste selv for så udprægede skovfugle som mejser og solsort. Det drejer sig selvsagt mest om fugle med gribefod og skarpe klør (mange bevæger sig vanskeligt på jorden som rovfugle eller i en hoppende eller halvt hoppende gang), altså spurvefugle, klatre- og duefugle. Af andre kan nævnes skovsneppe og hejre. Rovfuglene hører hjemme i tæt skov, forstmæssig behandling af skoven samt forfølgelse er skyld i deres stærke tilbagegang. Havørn og glente er næsten forsvundne, duehøg og vandrefalk bliver sjældnere, selv musvågen tager af i tal. Bedst klarer sig de små som spurvehøg og tårnfalk. Af ugler findes natugle og skovhornugle. Stærkt fremtrædende er de store kolonier af råger, alliker og krager, der om aftenen skrigende søger deres redepladser. Skovskaden færdes mere enkeltvis. Egentlige skovfugle er vore mejser (musvit, blåmejse og andre), de mange små sangere (nattergal, munk, havesanger, rødkælk, rødstjert, løvsangere), droslerne, enkelte finker (bogfinke, stillids) og endelig duer og spætter.
Vinterbilledet tager sig væsentlig anderledes ud. Tilbage er de fleste rovfugle og kragefugle (undtagen for eksempel rågen), de frø- og altædende småfugle og de insektædere, der forstår at finde deres bytte i vinterskjulet, som spætter, fuglekonge og gærdesmutte. Vintergæster får skovene få af: vindrossel, sjagger, undertiden sidensvans, dompap og andre. Af vore krybdyr træffes hyppigst stålorm, firben og snog. Markfirben og hugorm foretrækker krat eller helt åbne steder. Insektlivet omfatter mest former knyttede til træerne som snyltere eller levende i stubbene: Guldbasse og bøgehjort, snudebiller og barkbiller, blad- og træhvepse, i nåleskov den store brune skovmyre. En enkelt natsommerfugl flyver mellem kronerne om dagen, men det er kun i udkanterne, at insektlivet udfolder sig i sin rigdom. En mængde ny former er indført eller blevet almindeligere med nåletræerne, og mindre angreb, for eksempel af nonnen og barkbiller, har fundet sted. Af bløddyr lægger man mest mærke til den sorte skovsnegl, men for øvrigt er vore skyggefulde løvskove netop de fleste landsnegles hjem, derimod skyr sneglene nåleskov. Endelig må regnormen nævnes for al muldrig skovbund.
Det åbne land
Det åbne (dyrkede) lands dyreverden er for en stor del forholdsvist nyt her i landet, hjulpet frem ved skovrydning og ved menneskets opdyrkning af landet.
Haren synes at have været sjælden i stenalderen, og vore husgnavere er som bekendt alle indvandrede; den sorte rotte er for øvrigt efter at have været helt udryddet på ny indvandret, dog i en ny varietet. Vore markmusarter skylder også mennesket deres talrighed. Svalerne (undtagen digesvale) er egentlig bjergfugle, stær og solsort skovfugle. Af pattedyr kan nævnes: pindsvin, muldvarp, spidsmus, husmår, ilder og lækat; af fugle: agerhøne, lærke, gulspurv, bomlærke, gråspurv, stenpikker og andre. De jordbyggende fugle har lige kløer og løbende gang, men mange skovfugle findes også knyttede for eksempel til haver. Om vinteren strejfer flokke af indvandrede finker om (for eksempel kvækeren). Også insektlivet er blevet mangfoldig påvirket af mennesket. Arter knyttede til afgrøden er indført eller blevet enormt talrige: oldenborre, hessisk flue, fritflue, forskellige jordlopper og mange andre.
Heden
Hedens dyreverden er fattig. Hare og agerhøne er oftest almindelig, af småfugle lærken, og hjejlen ses ofte i store flokke. Af insekter mangler næsten alle med jordboende larver (for eksempel oldenborren), forskellige skarnbasser, enkelte sommerfugle og om efteråret bier ses mest; endvidere talrige edderkopper.
Stranden
Strandens højere dyreliv er særlig præget af fuglene. Af vadefugle kan nævnes strandskade, rødben, regnspove, ryler, vibe og præstekraver, stedvis brushøne og klyde. Særlig talrige i Danmark er svømmefugle, som yngler på flad strand, terner og måger, hvorimod klippefugle, som alke, er sjældne (Bornholm), ligeledes egentlige dykænder. Edderfugl og taffeland yngler, om end ikke hyppigt, ligeledes toppet skallesluger og andre. Til gengæld huser vore kyster om vinteren et rigt fugleliv netop af alle disse, foruden lommer, knortegæs, sangsvaner og mange andre, mens terner og de fleste mindre måger er forsvundet. Af småfugle er knyttede til strand for eksempel skærpiber og hvid vipstjert. Om aftenen ses små løbende flokke af strandtudse og grønbroget tudse. Insektlivet er fattigt, fluer og enkelte rovbiller er de hyppigste, så meget talrigere er den almindelige tangloppe.
De ferske vande
Bredden af ferske vande har også sin ejendommelige dyreverden. Odderen findes både ved salt og ferskt vand, vandrotten er ofte almindelig, ligeledes den brune rotte og vandspidsmus. Af fugle må nævnes vore talrige kærænder, grågås, lappedykkere, moseterne, knopsvane, vandhøns, engpiber, gul vipstjert, rørsanger og andre. Her træffes snogen meget almindeligt, ligesom vore fleste padder: salamandre, egentlige frøer, klokkefrø og løgfrø. Løvfrø og skrubtudse er mindre knyttede til vand. Insektlivet omfatter mest former, hvis larver lever i vandet; store skarer af myg og døgnfluer fylder ofte på visse bestemte aftener luften, endvidere vårfluer, guldsmede og mange andre, i opskyllet færdes visse løbebiller, rovbiller og mange edderkopper.
Af de egentlige ferskvandssamfund indeholder de åbne søbredder former, som er velegnede til at holde sig godt fast: flade Insektlarver med klamrekløer som larver af perlider og døgnfluer, enkelte guldsmede, vårfluelarver med flade, stærkt forankrede rør, tykskallede snegle, igler og planarier. Den bløde, dybere søbund er ofte en samling af rør, beboet af røde myggelarver. Ved de mere beskyttede planterige bredder er fiskelivet rigest, her fæster fiskene deres æg til vandplanterne, ingen lægger pelagiske æg. Talrigst er karpefisk (brasen, skallearter, suder, karuds), gedde, aborre, horke og andre. Det åbne vands plankton indeholder væsentlig vandlopper, enkelte dafnier og myggelarver. Havets talløse larver af bunddyr mangler, idet de former, der kunne være tale om (krebs, bløddyr), mangler forvandling og i forbindelse hermed lægger blommerige æg, eller de formerer sig mest ved kim som mosdyr og ferskvandssvampe. I de planterige damme findes hovedmassen af vore guldsmede, døgnfluer og vårfluer, vandtæger og vandkalve, tyndskallede bløddyr (for eksempel dammusling), igler, mosdyr, ferskvandssvampe og ferskvandspolyp. Af fisk, der kan nøjes med en meget lille vandmængde, kan nævnes karuds, løje og hundestejle, især den 9-piggede. I damme, der tørrer ud om sommeren, findes talrige dafnier, stedvis fyllopoder (Apus, Branchipus, Limnetis), mosdyr og ferskvandssvampe, hvis æg eller kim tåler og ofte fordrer udtørring. De har da også en uhyre udbredelse; desuden larver af fluer og myg med hurtig udvikling. Åernes dyresamfund ligner mest de åbne søbredders, indeholder Iignende vårfluelarver, perlider og døgnfluer. Kvægmyg især i Jylland, Ancylus, Planorbis, den tykskallede malermusling og andre. Fiskene er kraftige, trinde svømmere som elritse og ørred, eller det er bundfisk som smerling og ferskvandsulk. I det nedre løb er faunaen mere lig søernes. Der er kun ringe årstidsveksling i ferskvandets dyreliv, under isen lever fisk, vandkalve og så videre som om sommeren. Vor ferskvandsdyreverden er da også forholdsvis rig, for eksempel tiltager det relative antal af ferskvandssnegle i Europa mod nord.
Havet
Havdyrene omfatter talrige samfund, langt skarpere begrænsede mod land end ferskvandets. Brændingskysten bebos af tykskallede former som strandsnegl og balaner. Blåmuslingen er fasthæftet, strandkrabben gemmer sig mellem stenene, nedgravet i sandet sidder sandorm, sandmusling og hjertemusling, navnlig er dette nedgravede samfund stærkt udviklet i sandvaderne, for eksempel ved Fanø, hvor det blottes ved ebbetid. Andre steder overtrækkes sandvaden af et få centimeter tykt lag dynd, det skyldes amfipoden corophium, som her graver sine gange. Også de egentlige slikvader har deres dyreverden, navnlig med talløse småsnegle, desuden blåmusling og krabber.
Den nævnte fastsiddende fauna findes også på stenrev og havnemoler tillige med vore smukke søanemoner, Kalkrørorme og andre. Her findes også hummeren. Særlig rig bliver "dyrelivet i bændeltangbæltet; foruden de fleste nævnte dyr træffes her svømmende og krybende fisk, talrige krebsdyr (caprella, mysis, rejer), nøgne snegle, af skalbærende: hydrobia, rissoa, lacuna, nassa, trochus, acmæa, fastsiddende på tangbladene visse søanemoner, talrige hydroider, mosdyr og sækdyr. Af echinodermer går søstjerner og søpindsvin længst ind, noget længere ude træffes slangestjerner. Bæltet er meget rigt på fisk, oftest af afvigende former. Bundfisk som ulke, stenbider, flyndere og ål, eller tilpasset til livet i bændeltangen som nålefisk. Echinodermerne i det ydre bælte menes at være meget farlige for ynglen. Mange fisk har da også yngelpleje (nålefisk, hundestejle, tangsnarre, kutling). Levendefødende er ålekvabbe og pighaj; rødhaj og rokker lægger store, tykskallede æg, pelagiske æg lægger torsk og flyndere. De sidstes unger søger ind på det allerlaveste vand, og trækker først senere længere ud; kun silden lægger sine æg ubeskyttede på bunden. Mens dette bælte ofte er ganske smalt i Kattegat, undtagen i fjordene, bliver det bredere mod syd, navnlig i Østersøen. Her forsvinder dog efterhånden echinodermerne, ligesom artstallet i det hele bliver mindre. Hvor plantevæksten begynder at blive sparsom, kommer nye former til, således bestemte muslingearter af slægterne venus, tellina, solen og andre og dybt nede i sandet sømus, endnu længere ude, hvor bunden bliver blandet, kommer hertil i uhyre mængder sneglene turritella og pelikanfod samt langarmede slangestjerner, desuden en mængde orme, især rørboende.
I Vesterhavet går sandsamfundene langt dybere ned end i Kattegat, svarende til bundforholdene. Hvor sandbunden i det dybe østlige Kattegat afløses af ler, forsvinder flere af de nævnte former. En sømus dominerer tillige med søfjer, talrige amphiura, rørorme, af muslinger en art nucula og andre. I det sydlige Kattegatsdyb træffes den lille amfipod haplops, der over store strækninger helt kan fylde bunden med sine lodrette, fremragende rør. Endnu i det dybe Skagerak ligner bundfaunaen den omtalte, af fisk må her særlig nævnes nogle mørke, storøjede, spidshalede former som havmusen og visse torskefisk.
Det åbne vands svømmende dyr er slanke, tenformede: 10-armede blæksprutter, fisk (sild, makrel og andre, næsten alle med grønlig ryg og sølvglinsende bug, usynlige både neden- og ovenfra) og hvaler; hjemmehørende hos os er af de sidste kun marsvin, der foretager regelmæssige vandringer; som gæster forekommer af tandhvaler blandt andet spækhugger og grindehval og af bardehvaler: vågehval og rørhval. Sælerne er mere kystdyr og mere stedbundne; almindeligst er spættet sæl, sjældnere gråsæl og ringsæl. Vore haves plankton er ret vekslende både efter årstid og strømretning, det er klare former, der holder sig oppe ved oliedråber (mange fiskeæg) eller tynde legemsforlængelser. Der er dels store former som vandmænd, men især en vrimmel af småorganismer: krebsdyr, navnlig vandlopper, fiskeæg og larver af bunddyr (echinodermer, orme, snegle og muslinger).
Historisk udvikling
Vor dyreverdens historie begynder naturligt ved istidens slutning; dog skal det nævnes, at dådyret har levet her i en mellemistid. I de underste lag af moserne findes levninger af rensdyr samt enkelte fund af kæmpehjort og hvalros, derimod er forekomsten af mammut og moskusokse ikke bevist. Som relikter fra istiden må formodentlig nævnes ringsæl, en del mollusker, krebsdyr; endelig en lille samling insekter: døgnfluer, perlider, især ved jyske vandløb.
Fra den påfølgende steppetid er hidtil kun fundet steppeegern, som relikt betragtes birkemus. Sjældne allerede i affaldsdyngernes tid var urokse og elsdyr. Her og i de samtidige moser finder vi ellers de rigeste levninger; nævnes kan bjørn, ulv, los, vildkat, vildsvin, bæver, tjur, gejrfugl, pelikan, sumpskildpadde og andre. Sidst udryddet er ulv og vildsvin, i begyndelsen af 19. århundrede. Til gengæld er en række især mindre dyr indvandret, indført eller indslæbt. Allerede i oldtiden indvandrede husmus, i slutningen af middelalderen sort rotte og i begyndelsen af 18. århundrede den brune. Indførte som jagtdyr er især dådyr og fasan. Ved menneskets handel og vandel er en mængde, navnlig insekter, ført til landet, knyttede til kulturplanterne eller i indført tømmer. De fleste snylte- og skadedyr i husene er kosmopolitiske, i bagerier således kakerlakker. Af forandringer inden for den oprindelige dyreverden kan nævnes toplærkens udbredelse og solsortens indvandring i byerne.
Dyrene er indvandrede syd fra efter istiden, og den ensartede natur og jævne overflade har ikke været nogen forhindring for indvandringen eller givet mulighed for dannelsen af nye arter. I dyregeografisk henseende er Danmark således en del af det øvrige Mellem- og Nordeuropa. Derimod har en række former en del af deres udbredelsesgrænse her. Flere af vore flagermus har nord- eller nordvestgrænse her. Vor hare og sneharen mødes netop ved Øresund. Birkemusen findes kun i Jylland og har sin vestligste forekomst her. Nordgrænse i Danmark har hasselmus (Fyn og Sjælland) og sydlig markmus, der kun findes i Jylland og sikkert først er indvandret efter landets adskillelse i øer, endvidere dværgmus og brandmus (Lolland-Falster).
Af rovdyrene har husmåren nordvestgrænse og ilderen (Jylland) nordgrænse; endelig har ringsælen sydgrænse her. Grænsen for fuglenes udbredelse er vanskeligere at drage på grund af deres vandreevne. Nattergalen har nordgrænse her, storken yngler ikke i Norge, en mængde tilfældige gæster kommer her, mest enkeltvis eller få, sjælden i stort tal som flere gange steppehønen. Ved krybdyrene må især nævnes den i hvert fald tidligere forekomst af æskulapslangen i Vordingborgegnen; den genfindes først i det sydlige Mellemeuropa. Flere af vore padder har udbredelsesgrænse i Danmark, Nord- og Vestgrænse således løvfrø og grøn frø. Fiskene har ligesom fuglene stor vandringsevne, og vi har haft mange tilfældige gæster (tunfisk, sværdfisk og mange andre), men også mange af vore regelmæssigt forekommende fiskearter kan komme langvejs fra (makrel- og torskefisk).