Thailand

LexOpen - Dit online leksikon

Forside Verdens lande

Thailand

ราชอาณาจักรไทย
Racha-anachakra Thai
Kingdom of Thailand


Thailands flag og våbenskjold

National motto: intet

Officielt sprog

Thai

Hovedstad

Bangkok

Konge

Bhumibol Adulyadej

Premierminister

Thaksin Shinawatra

Areal
- Total
- Heraf vand

514.000 km²
0,4 %

Befolkning
- Total (2006)
- Pr. km²

64.631.595
126/km²

Uafhængighed

Del af en række kongedømmer
fra 1238 til i dag

Valuta

฿ Baht (THB)

Tidszone

UTC +7

Nationalmelodi

Phleng Chat

Internetdomæne

.TH

International tlfkode

Historie

Politik

Administrativ inddeling

Geografi

Økonomi
Uddybende artikel: Thailands økonomi
Siden 1950'erne har den thailandske økonomi oplevet næsten uafbrudt vækst, og landet regnes for en af de asiatiske tigre. Bortset fra perioden 1981-85 har den årlige vækst ligget på mellem 7 og 10 procent. Den mest bemærkelsesværdige udvikling fandt sted i perioden 1986-96, hvor også økonomiens struktur begyndte at forvandle sig fra at have været domineret af landbrug til at have en stærk industrisektor. I begyndelsen af den periode havde Thailand verdens hurtigst voksende økonomi, og eksportværdien steg med 30 procent om året.

Alt dette fik en brat afslutning i sommeren 1997, da handelen med valuta og værdipapirer brød sammen og førte til en akut økonomisk krise. Vækstprognosen for det år blev siden beregnet til 0,6 procent i stedet for de oprindeligt anslåede 8 procent. Krisen har siden bredt sig til det øvrige Sydøstasien, hvor den indimellem har ramt hårdere end i Thailand. Den økonomiske krise overskyggede alle andre politiske og økonomiske spørgsmål i begyndelsen af 1998.

Indtil slutningen af 1980'erne var de udenlandske investeringer i Thailand relativt små. Det skyldes blandt andet, at toldafgifter og forskellige love beskyttede den hjemlige industri, hvor det tit var politikere eller militærfolk, der var medejere. I midten af 1980'erne begyndte man at liberalisere økonomien. Beskyttelsestolden blev fjernet, og begrænsninger og statsstøtte blev gradvist afviklet. Det samme gjaldt valutarestriktionerne, der faldt bort i 1991. Desuden blev der indledt et privatiseringsprogram, der kombineret med lave lønninger og et forholdsvis stabilt politisk klima gjorde, at landet blev betragtet som et af de mere attraktive i Sydøstasien. Det er frem for alt Japan og regionens såkaldte NIC-lande - de nyligt industrialiserede lande - der har investeret i Thailand.

Det hjalp også, at thailandske eksportører begyndte at finde nye markeder til deres varer, og at valutaen, baht, blev devalueret. Det mest slående har været væksten i produktionsindustrien. Før 1986 var Thailands økonomi domineret af landbruget, der havde en konstant voksende produktion af specielt ris, men også andre afgrøder. Landbruget er dog stadig den sektor, der beskæftiger den største del af befolkningen.

Trods afreguleringen omkring 1990 er der stadig moderniseringer at foretage. Det kom til at stå klart, da den økonomiske krise ramte landet i 1997. Et voksende underskud på handelsbalancen, der skyldtes stigende import, førte i begyndelsen af året til angreb mod bahten af valutaspekulanter. Centralbanken forsøgte at holde valutakursen oppe med støtteopkøb og ved at sætte renten op. Men valutareserven svandt hurtigt ind. Samtidig havde faldende udenlandske investeringer skabt en overkapacitet i ejendoms- og byggebranchen, der fik problemer med at betale afdragene på sine lån. Det ramte så de finansieringsselskaber, der levede af at udlåne penge til byggebranchen. I juni 1997 kollapsede ejendoms- og finansmarkederne.

Den 2. juli blev kursen på bahten givet fri, og på tre uger faldt dens værdi over for dollaren med en tredjedel. Et par måneder senere var værdien halveret. Den Internationale Valutafond, IMF, besluttende i august at give en støttepakke til en værdi af cirka 110 milliarder danske kroner. Betingelserne var hårde. Thailand skulle blandt andet skærpe sin rente- og valutapolitik, sætte momsen op fra 7 til 10 procent, foretage store nedskæringer på statsbudgettet, der helst skulle give overskud i 1998, og desuden få bruttonationalproduktet til at stige med 3,5 procent.

For på langt sigt at stabilisere økonomien må Thailand for alvor tage skridtet fra arbejdskrævende industrier til fremstilling af mere avancerede produkter. En sådan udvikling kræver uddannelse af arbejdskraften og en udbygning af veje, havne, vandforsyning og telekommunikation.

I takt med industrialiseringen har mønsteret i Thailands udenrigshandel også forandret sig grundlæggende. Før bestod eksporten næsten udelukkende af produkter fra landbrug og fiskeri. Nu kommer fire femtedele af de eksporterede varer fra produktionsindustrien. Det er tøj, elektriske apparater, computere og andre lettere industrivarer samt fisk og skaldyr. Samtidig er importen steget, og dens sammensætning afspejler industrialiseringen i landet: indførelse af maskiner, industrikomponenter og råvarer er det, der er steget mest. Importen af rene forbrugsvarer er også steget i de senere år.

Efter en længere årrække med årlige vækstrater på cirka 8 procent blev Thailand i 1997 ramt af en hård økonomisk krise, med underskud på betalingsbalancens løbende poster, et markant fald i valutareserverne og en udlandsgæld på 90 milliarder amerikanske dollar til følge. I 1999 og 2000 forekom Thailand at være på vej tilbage mod stabil økonomisk vækst, men udviklingen stagnerede i 2001 som følge af mindsket efterspørgsel på Thailands primære eksportmarkeder, USA og Japan.

Udviklingen i 2002 og første halvår i 2003 er imidlertid særdeles positiv med opjusterede væksttal på 4½-6 procent. Udover stigende eksport er baggrunden herfor blandt andet regeringens succes med at stimulere den interne efterspørgsel via gennemførelsen af en ekspansiv finanspolitik, løsning af gældsproblemerne i den finansielle sektor samt fortsatte udenlandske investeringer i Thailand.

Thailand har fortsat overordnet gode makroøkonomiske balancer herunder overskud på handelsbalancen, en begrænset men stigende offentlig gældsætning, lav inflation samt en stabil valutareserve på cirka 38 milliarder amerikanske dollar. På længere sigt vurderes dog en fortsættelse af de strukturelle reformer, herunder ikke mindst en uddannelsesreform, som påbegyndtes af den tidligere regering, som vigtige forudsætninger for den økonomiske politiks fortsatte bæredygtighed og for Thailands konkurrencedygtighed.

Demografi
Den thailandske befolkning er forholdvis ensartet. De allerfleste taler thaisprog og er buddhister. I nordøst bor det største mindretal, lao eller lao isan.

Det næststørste mindretal er kineserne, der er godt integrerede i den thailandske kultur. Efter politisk pres tog flere af dem thailandske navne i årene efter 2. verdenskrig og blev thailandske statsborgere. De fleste kinesere er selvstændige erhvervsdrivende, og kineserne sidder på 60 procent af det private erhvervsliv i Thailand.

Langs grænsen til Cambodja lever omkring en million khmerer, de fleste flygtninge og langs grænsen til Laos en stor gruppe vietnamesere. Længst mod syd er der også et ret stort mindretal af muslimske malajer, der har stærke sociale og kulturelle bånd til Malaysia. De mindretal, der adskiller sig mest fra Thailands øvrige folkegrupper, er godt hundrede tusinde mennesker i de nord- og vestlige egne - blandt andre akha, lasu, lisi, hmong og karen. Disse bjergstammer lever ofte i social elendighed med ingen eller mangelfuld uddannelse og misbrugsproblemer.

På trods af den økonomiske udvikling i de sidste par årtier er det stadig fire femtedele af Thailands befolkning, der bor på landet. Hovedstaden Bangkok er den eneste rigtige storby.

Kultur