Belgiens historie
Navnet Belgien stammer fra oldtiden og er af renæssancetidens humanister draget frem for at anvendes om landet; dog blev det først i 19. århundrede officielt anerkendt. I oldtiden var landet fra Rhinen og Nordsøen næsten helt ned til Seine beboet af belgerne, et oprindeligt keltisk folk, der mod nord var meget stærkt blandet med germanske stammer, som dog havde tilegnet sig keltisk civilisation og kæmpede heftigt mod germanerne på højre Rhinbred for at hindre dem i at trænge ind. Cæsar erobrede landet 57-50 f. Kr. efter meget hårde kampe (»Belgerne er de tapreste af alle galler«, skriver Cæsar). Rhinen blev nu gjort til en statsgrænse, og belgerne blev efterhånden romaniserede. Mindet om deres dobbelte oprindelse bevaredes dog i navnene på de to provinser, der oprettedes mellem Rhinen og havet: Belgica secunda mod vest og Germania inferior mod øst.
Landet var i romertiden tæt befolket; allerede dengang spillede tekstilindustrien en stor rolle, og dens produkter udførtes endog til Italien. Romaniseringen af Belgien blev dog først fuldført gennem kristendommen, der kom ind i slutningen af 3. og i 4. århundrede. På samme tid begyndte frankere og alamannere at trænge ind, da romerne ikke længere kunne holde dem ude. Frankerne koloniserede det nordlige og vestlige Belgien (hvor der nu tales flamsk), mens den ældre romaniserede befolkning holdt sig i det sydlige (hvor der nu tales vallonsk). Den første frankerkonge, Chlogio, erobrede landet indtil Somme, og udgående herfra udbredte frankerkongen Clodvig (481-511) sit herredømme over hele Gallien. Ved frankerrigets deling, 843, fik Frankrig landet vest for Schelde (Flandern), mens landet mellem Schelde og Rhinen tilfaldt Lothars rige og senere (870) kom under Tyskland. I feudaltiden opløstes disse lande hurtigt i talrige småstater under tysk og fransk lenshøjhed (hertugdømmerne Brabant og Limburg, grevskaberne Flandern, Hennegau, Namur og Luxemburg, bispedømmet Liége og flere), for hvilke fællesbetegnelsen fra 11. århundrede blev Nederlandene, det vil sige landene ved Rhinens, Maas' og Scheldes nedre løb.
Skønt disse lande næsten uophørlig var i krig enten indbyrdes eller med Frankrig, udviklede sig her, især i Flandern, en række byer (Gent, Ypern, Brügge, Courtrai med flere) med livlig industri og handel og med et kraftigt og selvbevidst borgerskab, der forstod at hævde sig over for lensherrerne. Klædevæveriet var den ledende industri, uld indførtes fra England, og handelen blev bestandig mere blomstrende. For at værge sig mod Frankrigs erobringslyster sluttede de flandernske borgere under Artevélde et forbund med Edvard 3. af England 1340.
I slutningen af 14. århundrede og begyndelsen. af 15. århundrede erhvervede hertugen af Burgund ved arv, giftermål, køb og overenskomster efterhånden alle Nederlandene, og Filip den Gode og Karl den Dristige søgte at svejse dem sammen til en mægtig stat mellem Frankrig og Tyskland, hvilket førte til blodige stridigheder med de store byer, som ville hævde deres uafhængighed. 1482 gik Nederlandene ved arv over til huset Habsburg. Under Karl 5. stod Nederlandene på sin højde af industriel og kommerciel blomstring. For øvrigt fortsatte han burgundernes centraliserende politik og fik 1548 Nederlandene anerkendt som en særlig kreds af det tyske rige. Filip 2.s tyranniske regering fremkaldte snart efter den nederlandske frihedskrig, der førte til de nordlige provinsers løsrivelse, mens de sydlige provinser bevaredes for Huset Habsburg og katolicismen. Efter at have vundet vallonerne for den spanske sag, benyttende sig af deres jalousi mod de flamske byers overvægt, erobrede Alexander Farnese Ypres, Mecheln, Gent, Bryssel og til sidst også Antwerpen (1585). Denne undertvingelse og adskillelsen fra de nordlige Nederlande gav Belgiens økonomiske liv et ubodeligt knæk. Tusinder af de dygtigste indbyggere flygtede for inkvisitionen til Holland eller England. Græsset groede i Brügges og Gents gader, og Antwerpens blomstrende handel blev aldeles ødelagt af hollænderne, der beherskede Schelde-mundingerne og ved den westfalske Fred (1648) fik ret til at lukke Schelde for alle skibe.
1598-1633 nød Belgien en slags formel uafhængighed under Filip 2.s. datter Isabella og hendes gemal ærkehertug Albrecht; men da Isabella døde barnløs, vendte de belgiske provinser tilbage til Spanien og var under navn af de spanske Nederlande en provins af dette rige. I krigene mellem Frankrig og Spanien i 17. århundrede var Belgien en stadig krigsskueplads, og ved Pyrenæer-freden (1659), freden i Aix-la-Chapelle (1668) og freden i Nijmegen (1679) afstodes til Frankrig en betydelig del af det sydlige Belgien, der kun delvis blev givet tilbage ved freden i Ryswick (1697). Også den spanske arvefølgekrig blev hovedsagelig udkæmpet på belgisk grund, og ved freden i Utrecht (1713) skiltes Belgien fra Spanien og kom under Østrig, som de østrigske Nederlande.
Så svagt og udpint var landet og så stor frygten for Frankrig, at Holland fik ret til at holde garnison i de vigtigste fæstninger langs den franske grænse. Samtidig fik Holland bekræftelse på sin ret til at lukke Schelde for skibsfart. Belgien var således stadig lukket ude fra havet, og forsøg på, at gøre Ostende til en stor havneby mislykkedes totalt på grund af hollændernes og englændernes fjendtlige holdning. Til trods for modgang og underkuelse forstod de belgiske byer dog i en mærkelig grad at fastholde deres lokale rettigheder, og navnlig modsatte de sig beskatning uden stændernes samtykke. Den kejserlige guvernør, Marquis de Prié, havde kun ringe held i sine forsøg på at regere Nederlandene som en østrigsk provins, skønt han i den anledning lod (1720) en af de ledende borgere i Bryssel henrette, Francis Anneesens, der endnu mindes i Belgien som frihedens martyr.
I den østerrigske arvefølgekrig led Belgien atter under fransk erobring. Men efter freden i Aix-la-Chapelle, der gav Belgien tilbage til Østrig, nød Belgien endelig en fredelig periode med uforstyrret økonomisk udvikling, der fremmedes ved den fornuftige administration, som den »gode guvernør«, Karl af Lothringen, Maria Theresias svoger, udøvede; skønt Schelde stadig var lukket, lykkedes det ham ved forbedring af kanalsystemet at fremme handelen. Han modarbejdede også den katolske kirkes overhåndtagende verdslige Indflydelse, grundlagde mange skoler og oprettede Videnskabernes Akademi (1772).
Maria Theresias søn, Josef 2., tvang hollænderne til at opgive deres garnisoner i grænsebyerne, men søgte forgæves at få Scheldespærringen hævet; og hans forsøg på at afskaffe de gamle lokale privilegier og indføre religiøse reformer (Religionsfrihed med mere) fremkaldte en voldsom opposition, der endte med oprør. 1788 nægtede stænderne i Hainaut og Brabant at bevilge de årlige skatter til kronen. Landskabslovene (les joyeuses entrées) gav dem ret hertil. Forbitret herover sendte kejseren tropper ind i Hainaut og Brabant og erklærede alle friheder såvel som stænderforsamlingerne ophævede. Mange oprørske borgere flygtede til Holland, hvor de organiserede sig; og 1789 vendte oprørerne tilbage, slog en østrigsk hær ved Turnhout og fordrev de østrigske tropper fra størstedelen af Belgien. 10. januar 1790 erklærede de i Bryssel forsamlede stænder fra Brabant, Flandern, Hainaut, Namur og Geldern Belgien for uafhængig under navnet de forenede belgiske Stater. Efterretningen herom fremskyndede Josef 2.s død (20. februar 1790).
De belgiske patrioter spaltede sig hurtigt i to partier, af hvilke det ene, ledet af van der Noot, ville beholde de gamle landskabsforfatninger, hvorimod det andet, som lededes af Vonck, havde sympati for den franske revolution og ville afskaffe alle gamle privilegier og indføre en ny grundlov. Det var derfor let for kejser Leopold 2., Josef 2.s efterfølger, allerede samme år at undertvinge Belgien; Stænderne flygtede over grænsen. Revolutionen var endt som en drøm.
Krigen mellem Frankrig og Østrig gjorde atter Belgien til en krigsskueplads, og efter sejren ved Jemappes (6. november 1792) blev snart hele Belgien besat af franskmændene. Året efter drev østrigerne dem atter ud, men 1794 generobrede franskmændene Belgien efter slaget ved Fleurus (26. Juni 1794). Af had til østrigerne modtog belgierne til dels franskmændene som befriere, skønt disse plyndrede og brandskattede det ulykkelige land, hvor der i vinteren 1794 endog indtrådte hungersnød. Først under konsulatet bedredes forholdene. Ved freden i Campo Formio (1797) og i Luneville (1801) bekræftede Østrig afståelsen af Belgien og landet var under Republikken og Kejserdømmet en del af Frankrig, blev inddelt i 9 departementer og fik franske love (Code Napoleon). Det franske herredømme bidrog til at fremme centralisationen i Belgien og svække den provinsielle ånd; men Kejserrigets fald 1814 blev dog af belgierne opfattet som slutningen på en stor uretfærdighed.
Efter freden i Paris (30. maj 1814) stod Belgien i nogle måneder under en østrigsk guvernør, men blev snart efter forenet med Holland til Kongeriget Nederlandene under Vilhelm 1., prinsen af Oranien. Det ny kongeriges grænser fastsattes på Wien-Kongressen (31. maj 1815); det kom til at omfatte Holland, Belgien og storhertugdømmet Luxemburg, hvorved kong Vilhelm blev medlem af det tyske forbund. Liége og nogle distrikter ved Meuse forenedes med Belgien, og sydgrænsen reguleredes ved indlemmelse af nogle tidligere franske distrikter med fæstningerne Philip ville, Marienburg og Hertugdømmet Bouillon. Den ny konstitution proklameredes 24. august 1815. Denne forbindelse mellem Holland og Belgien blev etableret på Englands foranledning for at skabe en stærk stat som bolværk mod Frankrig; men det viste sig snart, at de sproglige, religiøse og historiske modsætninger var for store til at kunne udjævnes. Yderligere vanskeliggjordes forholdet derved, at Hollænderne i almindelighed opfattede Belgien. som en afhængig stat, og at konstitutionen og regeringen på forskellig måde tilsidesatte Belgien for Holland. I parlamentet (Generalstaterne) havde de to lande således lige mange repræsentanter, skønt Belgien havde 3.400.000 indbyggere og Holland kun 2.000.000 indbyggere. Belgien blev hårdere beskattet end Holland, og pengene gik til hollandske foretagender. Hoffet var hollandsk og residerede i Holland, hvor også regeringens kontorer fandtes. 4/5 af embedsmændene var hollændere. Hæren kommanderedes næsten udelukkende af hollanske officerer, hollandske professorer og lærere ansattes i Belgien, Nationalbanken i Bryssel fik hollandsk direktør. Regeringen gjorde endog hollandsk til det officielle sprog i offentlige kontorer, ved rettergang og i skolerne i de flamske provinser. Hensigten hermed var at knytte flamlænderne, hvis sprog, ligner hollandsk, nærmere til riget, men resultatet blev det modsatte. Under disse forhold sluttede katolikkerne og de liberale i Belgien sig sammen i fælles had til hollænderne. Utilfredsheden voksede stadig, skønt Belgien i virkeligheden i flere henseender nød godt af foreningen med Holland, navnlig ved at den hollandske handel åbnede et stort marked for den belgiske Industri, som derfor blomstrede stærkt op, samtidig med; at åbningen af sejladsen på Scheide atter gjorde Antwerpen til en betydelig handelsby.
Den katolsk-liberale Union, dannet 1828, agiterede voldsomt for en særlig administration for Belgien. Junirevolutionen i Paris ophidsede gemytterne i Bryssel, der på den tid var et tilflugtssted for urolige hoveder fra alle lande. 25. august 1830 opførtes på teatret i Bryssel »Den Stumme i Portici«, og dette revolutionsdrama smittede tilhørerne, som udbrød i anti-hollandske demonstrationer, hvilket igen gav stødet til, at de lavere folkeklasser begyndte en alvorlig opstand, ødelagde forskellige upopulære embedsmænds boliger og hejsede Brabants fane på rådhuset. Næste dag blev tropperne kommanderede ud og forsøgte forgæves at oprette ordenen. Borgerne organiserede da selv en borgergarde, som bragte orden til veje. Lignende begivenheder fandt omtrent samtidig sted i de fleste andre store belgiske byer. De ledende mænd i Bryssel forlangte nu af regeringen oprettelse af en særlig administration for Belgien og øjeblikkelig sammenkaldelse af generalstaterne.
Prinsen af Oranien blev sendt til Bryssel for at forhandle; han kom i spidsen for en hær, men fik kun adgang til byen imod at lade tropperne blive udenfor. Prinsen lovede borgerne at virke for oprettelsen af en særlig belgisk administration, og kongen gik ind på at sammenkalde generalstaterne, som mødtes 13. september; her viste det sig imidlertid snart umuligt for de belgiske deputerede at komme til en overenskomst med kongen og de hollandske deputerede, og følgen var, at det revolutionære parti fik bestandig større magt i Belgien., hvor alle provinser efterhånden fulgte Bryssels eksempel; også Luxemburg sluttede sig til bevægelsen.
19. september udbrød nye uroligheder i Bryssel; Prinsen af Oranien rykkede nu med 10.000 mand mod Bryssel, hvor han fandt gaderne i den nedre by barrikaderede og besat af væbnede borgere, og efter fire dages bombardement og spredt kamp (23.-27. september) fandt han det bedst at trække sig tilbage. Efterretningen herom bragte hele landet i oprør, og en foreløbig regering dannedes i Bryssel (fremtrædende medlemmer var Rogier, Grev Merode og Potter), som 4. oktober erklærede Belgien for en uafhængig stat og sammenkaldte en nationalkongres, som skulle etablere en regering. Samme dag ankom Prinsen af Oranien til Antwerpen med kongens autorisation til at danne en særlig regering for de belgiske provinser under sin egen ledelse - men et sådant arrangement var nu ikke længere muligt.
Ved slutningen af oktober rykkede en insurgent-armé mod Antwerpen, hvis borgere åbnede portene for den, hvorefter den hollandske general Chassé trak sig tilbage til citadellet og gav ordre til 2 dages bombardement af byen, hvorved mange huse og store værdier ødelagdes - hvilket yderligere ophidsede belgierne mod hollænderne. 10. november åbnedes den belgiske nationalkongres, og den kom snart til følgende tre afgørelser: 1) Belgiens uafhængighed, 2) Oprettelse af et konstitutionelt, arveligt monarki samt 3) Bestandig udelukkelse af slægten Oranien-Nassau. Disse begivenheder skabte en meget kompliceret diplomatisk situation. Rusland og Preussen var rede til at anvende våbenmagt mod de oprørske belgiere; men Frankrig havde sympati for Belgien og England ønskede fred. 20. december erklærede de fem stormagters diplomatiske konference i London Kongeriget Nederlandene for opløst, men hævdede sin ret til at regulere de nye forhold.
Den belgiske nationalkongres ønskede hertugen af Nemours, den franske konge Ludvig Filips anden søn, til konge over Belgien; men denne afslog tilbuddet. baron Surlet de Ghokier blev da valgt til foreløbig regent, og nationalkongressen gik i gang med at skabe en konstitution efter engelsk mønster; ifølge denne skulle kongens ministre være ansvarlige over for den lovgivende forsamling, der skulle bestå af to kamre, senatet og deputeretkammeret. Begge kamre skulle vælges af de samme vælgere; men en senator skulle betale mindst 2.000 floriner i årlig skat. Valgret gaves enhver borger, der betalte 20 floriner i skat. 4. juni 1831 blev prins Leopold af Sachsen-Coburg af den belgiske Nationalkongres valgt til konge af Belgien, på betingelse af, at han ville overholde konstitutionen og sværge at opretholde den nationale uafhængighed og integritet. Dette valg behagede både England og Frankrig, og Leopold tog imod det efter at have sikret sig stormagternes støtte i ordningen af forholdet til Holland. 17. juli 1831 holdt Leopold 1. sit indtog i Bryssel.
Ordningen af forholdet til Holland viste sig mere vanskeligt, idet begge stater gjorde fordring på Storhertugdømmet Luxemburg. Konferencen i London løste spørgsmålet ved at dele det omstridte territorium mellem Holland og Belgien. Holland skulle som kompensation have en del af Limburg, Distriktet Maestricht skulle deles, således at fæstningen forblev hollandsk, Schelde skulle være åben for begge magters skibe, og statsgælden skulle deles. Samtidig garanterede stormagterne Belgiens neutralitet. Dette forslag gik Belgien ind på, om end nødtvungent; i Holland derimod følte sig stærkt forurettet og havde allerede straks efter Leopolds tronbestigelse begyndt krig mod Belgien. 2. august var over 50.000 hollændere rykkede over grænsen, og 9. august slog de den langt underlegne belgiske hær. Fransk intervention reddede denne gang Belgien; de hollandske tropper trak sig tilbage. Men Antwerpens citadel beholdt hollænderne indtil december 1832, da de blev drevne ud efter 24 dages bombardement af en fransk hær. Endnu stadig holdt hollænderne to forter, ved hvilke de beherskede sejladsen på Schelde, og til gengæld holdt Belgien hele Limburg og Luxemburg besat. Det var først 19. april 1839, at forholdet endelig ordnedes i overensstemmelse med stormagternes vilje; traktaten blev underskrevet i London.
Efter således at have vundet national selvstændighed kunne Belgien i fred udvikle sine økonomiske hjælpekilder, og regeringens arbejde gik først og fremmest ud på at fremme industri og handel. Der blev bygget kanaler og jernbaner (den første jernbane på kontinentet åbnedes 1834 mellem Bryssel og Malines) og oprettet handelstraktater med fremmede magter. Erhvervslivet var i stærk fremgang; 1830-80 voksede befolkningens antal med mere end en tredjedel.
De religiøse og politiske modsætninger inden for riget gav anledning til stadige rivninger, som kong Leopold søgte at dæmpe ved mægling. Frigørelsen fra fremmedherredømmet skyldtes en alliance mellem det liberale og det katolske parti. Katolikkerne i Belgien var netop på den tid stærkt påvirkede af præsten La Mennais' skrifter, som hævdede, at kirke og stat burde adskilles - og så længe denne indflydelse varede, var det forholdsvis let for det katolske parti at forliges med de Liberale; men da paven havde fordømt La Mennais for hans frisindede anskuelser, fik reaktionen overhånd i det katolske parti, og efter 1838 blev antagonismen mellem dette og det liberale parti åbenbar. Indtil 1840 havde ministerierne været baserede på alliancen mellem partierne; 1840 kom et liberalt ministerium, der imidlertid snart måtte gå af på grund af modstand i senatet. Et neutralt ministerium dannedes derpå under Nothomb, som 1842 gennemførte en folkeskolelov, der gav gejstligheden overopsynet med skolevæsenet; dette vakte i høj grad de Libera