Bolivias historie
Før Amerikas opdagelse var Bolivia en del af Inka-riget. 1538 kom landet under spansk herredømme og indlemmedes i vicekongeriget Peru under navnet Alto-Peru. De følgende århundreder led landet under de spanske eventyreres misregimente og deres evindelige stridigheder indbyrdes og med indianerne.
1780 blev Bolivia skilt fra Peru og under navnet Charcas gjort til en provins af vicekongeriget La Plata. Samme år udbrød dog en indianeropstand under Condorkanki, en ætling af inkaen Tupak Amaru. La Paz blev belejret og kun med nød og næppe undsat, og først 1783 lykkedes det spanierne atter at få kontrol med landet. I de følgende år led Bolivia under samme byrder som de øvrige spanske kolonier: Monopoler og skatter.
Løsrivelsen fra Spanien begyndte 1809, og der kæmpedes med vekslende held til 1818, da spanierne atter vandt herredømmet. Urolighederne vedvarede dog stadig, og efter slaget ved Tamasla blev i Chuquisaca, 6. august 1825, proklameret uafhængigheden af provinserne Charcas (Potosi), La Paz, Cochabamba og Santa Gruz, som sluttede sig sammen til republikken Bolivar. Navnet blev dog straks forandret til Bolivia.
De politiske forhold i Bolivia har stadig udmærket sig ved at være særdeles urolige, der har været næsten permanent revolution. Partistridigheder og endnu mere personligt magtbegær har været det ledende princip. Næppe var en præsident begyndt sin regering, før en eller anden officer begyndte at samle tropper for at styrte ham og selv komme til magten. Kun sjældent er en præsident blevet valgt på regelmæssig måde.
Den første præsident var general Sucre, men utilfredshed med forfatningen, som man ikke fandt demokratisk nok, tvang ham til at forlade landet (1828). Hans efterfølger Santa Cruz gav landet en ny forfatning og hævede landet til en sådan blomstring, at han (1835) kunne udføre et erobringstogt til Peru, som havde til følge, at de to republikker forenedes, og Santa Cruz valgtes til præsident på 10 år for dem begge. Skinsyge fra Chiles side fik dog denne stat til at erklære krig (1836), og efter et slag ved Yungay (1839) måtte Santa Cruz forlade landet, mens Peru løsrev sig. Hans efterfølger blev Velasco (1839-41), som efterfulgtes af Ballivian (1341-47). Derefter kom Velasco atter til magten (1847-48). De følgende præsidenter var Belzu (1848-55), Cordova (1855-57), Linares (1857-61), Achá (1861-65), Melgarejo (1865-71), Adolfo Ballivian (1871- 74), Frias (1874-76), Daza (1876-78). Under dennes regering udbrød en krig med Chile (1878-83), som dog næsten helt førtes under hans efterfølger Camperos regering (1878- 84). Anledningen var Chiles lyst til de salpeterrige landstrækninger ved Bolivias kyst.
Efter overenskomster af 1866 og 1874 skulle disse strækninger forvaltes af begge stater i forening, men stridigheder om skatter og told førte til krig. Chile blokerede straks Bolivias kyst, og Peru, som havde sluttet forbund med Bolivia, mistede sin flåde. Også til lands sejrede Chile, den bolivianske hær blev slået ved Tacna, og ved freden, 1884, måtte Bolivia afstå sine kystprovinser og afspærredes derved fuldstændig fra havet.
Efter Campero fulgte som præsident Gregorio Pacheco (1884-88), Anicete Acre (1888-92), Baptista (1892-96), Alonso (1896-99). En rejsning af det liberale Parti tvang ham til at flygte til Chile, hvorefter Pando blev præsident (1899-1904). 1903 ordnedes en grænsestrid med Brasilien, således at Bolivia afstod Acre territoriet (191.000 kvadratkilometer med cirka 32.000 indbyggere) til Brasilien og i steden for fik en sum penge og en landstrækning på 2.296 kvadratkilometer mellem floderne Abuna og Madeira, samt 868 kvadratkilometer ved Paraguay-floden.
1904 reguleredes grænsen mod Chile, idet denne stat samtidig forpligtede sig til at bygge en jernbane fra Antofagasta til La Paz. 1904 blev Montes præsident, 1909 Eliodoro Villazon.