I Valdemarernes tid havde hele Danmark været samlet under en hersker, i hvem den nogenlunde ensartede befolkning så sin naturlige fører; men efter Valdemar Sejrs død blev denne indre og ydre enhed brudt.
Af hans tre ægtefødte sønner besteg Erik Plovpenning tronen (1241-50), mens dennes brødre og slægtninge fik dele af riget til len, således Abel, der 1232 var blevet hertug i Sønderjylland.
Krongodset, der spillede hovedrollen i middelalderens finansvæsen, splittedes derved mellem kongsætlingene.
Eriks regering var en stadig kamp med brødrene.
Den fik en tragisk afslutning ved, at han på Abels bud blev dræbt i Slesvig, hvorpå denne blev taget til konge (1250-52).
Han viste sig som en kraftig hersker, men faldt efter en kortvarig regering på et togt mod friserne.
Med forbigåelse af hans sønner valgte stormændene nu broren Christoffer 1. (1252-59), der dog måtte indrømme Valdemar Abelssøn Sønderjylland.
Allerede Abel havde vistnok fået landet som arveligt len, og hans efterkommere søgte efter bedste evne at udvide deres rettigheder og besiddelser.
