Fra 1660-1814
Krigens udfald måtte næsten med nødvendighed medføre en forandring af rigets forfatning. Klagerne over adelens dårlige regeringsførelse, over det tryk, den øvede på borger og bonde, ikke mindre end over rigsrådets indskrænkning af kongens myndighed, var ikke ny. Nu kom hertil, at »haremændene«, som københavnerne med bitter hån kaldte herremændene, i det almindelige omdømme bar ansvaret for alle ulykkerne, mens samtidig enhver måtte indrømme, at det var kongen og Københavns borgere, der ud af skibbrudet havde frelst, hvad frelses kunne. De stod nu klar med deres krav på i fremtiden at komme til at indtage en stilling der svarede til den betydning, de havde vist sig at have. I steden for den tidligere ufrihed forlangte København som rigsstad og rigsstand at blive hørt og få stemme med om alt, hvad der kunne tjene til rigets bedste; og at det var alvor, viste sig hurtig. I sin rådvilde uformuenhed til at ophjælpe landet gik rigsrådet ind på at sammenkalde et stændermøde til København, hvor der 8. september 1660 mødte omtrent 100 adelige og et Iignende antal gejstlige og borgere. Disse to sidste stænder enedes straks ved mødets begyndelse med de københavnske deputerede om for sig at fordre de samme rettigheder, som København havde nået gennem sine privilegier, det vil sige, de forlangte for så vidt lighed med adelen, som de ville, at alle stænder uden hensyn til privilegier skulle bøje sig for mødets beslutninger, særlig i beskatningsspørgsmålet. Herimod satte adelen sin ret til selv at råde over, hvad og hvor meget den skulle yde; »end ikke kongen kunne pålægge den noget«, hvad den ville give, skulle opfattes som en frivillig gave. Fra dette standpunkt tvang de lavere stænder den dog lidt efter lidt bort, ledede af deres udmærket dygtige førere, Sjællands biskop Hans Svane og den københavnske borgmester Hans Nansen, og denne sejr gav dem mod til at gå videre. Efter tilskyndelse af, under alle omstændigheder efter samråd med kongen foreslog Nansen og Svane 8. oktober gejstlighed og borgere at give Frederik 3. og hans efterkommere arveret til kronen. Da rigsråd og adel bestemt vægrede sig ved at gå ind herpå under henvisning til, at stændermødet ingen fuldmagt havde til at tage en sådan beslutning, tvang man dem ved hidkaldelse af tropper og ved at lukke byens porte til at give efter. 13. oktober overdrog rigsråd og stænder kongen og alle hans efterkommere arveretten. Men arve kongen, det var man straks klar over, kunne ikke være bunden ved valg kongens håndfæstning. Til at enes om, hvad der skulle træde i dens sted, nedsatte kongen et udvalg, men her gik meningerne så langt fra hinanden, at den eneste udvej syntes vedtagelsen af Svanes forslag om at lægge sagen i kongens hånd. Dette skete da. Kongen skulle løses fra sin ed og håndfæstningen tilbageleveres ham med tilføjelse af, at »man i al underdanighed formodede, at Hans Majestæt derimod lader formere en reces, således som det kan være ham, Riget og hver stand især til gavn og det gemene bedste«. 17. oktober fandt overleveringen af den kasserede håndfæstning sted, 1-8. hyldedes Frederik 3. som arvekonge af de tilstedeværende stænder, 15. november af dem, der havde været fraværende ved den foregående akt. Indtil først i december var stændermødet samlet, optaget af forhandlinger om beskatningen og indkvarteringen. Planen til den ny regeringsform, kongen havde lovet, drøftedes mand og mand imellem, et og andet forslag fik vel også form; men det gunstige øjeblik til at sikre folkets fremtidige deltagelse i statsstyrelsen var ikke blevet benyttet, og nu var det for sent. Rådets og adelens modstandskraft var alt tidligere så håbløs brudt, at de ikke havde kunnet tage sig sammen til en fordring om virkelig at få forhandlet, hvad der skulle erstatte håndfæstningen. Nu var også de lavere stænders handlekraft udtømt. Alt løb ud i sandet under beklagelser over de tunge byrder og forsøg på at vælte dem over på hinanden. Uden nogen formel opløsning døde stændermødet så at sige hen af sig selv, det sidste i Danmark i over halvandet hundrede år.
Den gentagne hylding var ikke kongen nok. Han ønskede en skriftlig forsikring af stænderne, og 10. januar 1661 udsendtes da til underskrift enevoldsarveakten, ved hvilken adel, gejstlighed og borgere i Danmark erklærede, at de »i særdeleshed at derved god fortrolighed og samdrægtighed indbyrdes kunne tilvejebringes«, utvungne og uanmodede havde overdraget Frederik 3. og hans ægte efterkommere, mandlige og kvindelige, arverettighed til Danmarks og Norges riger samt alle jura majestatis, absolut regering og alle Regalia, ligesom det henstilledes til kongens vilje, hvorledes regeringen beretter skulle anstilles og successionen ordnes, hvilken kongens sidste vilje skulle være som en fundamentallov for underskriverne og deres efterkommere. Denne fundamentallov kom med Kongeloven 14. november 1665, der udtrykkelig henviser til enevoldsarveakten som sit grundlag. Den kristne lære, som den indeholdes i den augsburgske konfession, skal være indbyggernes religion, den danske enevoldskonge er hævet over alle menneskelige love og har kun gud til dommer over sig både i gejstlige og verdslige sager, han har magt til at give, ophæve og forandre alle love undtagen Kongeloven, til at ind- og afsætte alle embedsmænd, begynde krig og slutte fred, pålægge skat og endelig til at styre kirken lige så enevældig som staten. Med sit 13. år er han myndig; formynderskabet for en mindreårig konge ordnes af den nærmest foregående. Ved sin regeringstiltrædelse skal kongen lade sig salve, men denne handling er kun et vidnesbyrd om hans ydmyghed, ikke nogen betingelse for hans overtagelse af kronen, ligesom han ikke skal aflægge nogen ed, da enevoldskongen ikke kan bindes af sine undersåtter. Riget skal være en enhed, udelt og uskiftet går det fra den ene konge til den anden; de yngre kongelige børn må nøjes med håbet og et nødvendigt og reputerligt underhold i penge eller gods, der dog kun overlades dem til brug, ikke til eje. Kongeloven, der fastslog Danmarks forfatning for de følgende 200 år, og som gjorde dets konge omtrent fra den mest indskrænkede til den mest uindskrænkede hersker i kristenheden, er i sin endelige skikkelse et værk af Peter Schumacher, der sikkert ene har æren for de klare og bestemte arvegangsregler; men i øvrigt er der forud for dens sidste redaktion gået en række forhandlinger og overvejelser, der stadig har nærmet den mere og mere til den rene enevælde.
At det fra første færd ikke har været meningen at berøve stænderne enhver del i rigets styrelse, synes at fremgå af Københavns privilegier (24. juni 1661). De indledes med en forsikring om, at den som en fri rigens stad og stand skal være med til at deliberere og give sin stemme, når kongen godt befinder stænderne at sammenkalde. Men et Iignende løfte findes ikke i de samtidige privilegier til adel, gejstlighed og købstæder. Af disse var adelens i øvrigt af den beskaffenhed, at standen ikke ønskede dem offentliggjort. Ikke nok med, at dens magt politisk var tilintetgjort, og dens sociale stilling som førstestand truet af de stærkt frembrydende lighedstendenser, der åbenlyst begunstigedes af regeringen; den så sig nu tillige sin skattefrihed berøvet. For de lavere stænders vedkommende betegnede privilegierne derimod for så vidt et fremskridt, som det formynderskab, adelen hidtil gennem lensmændene havde øvet over dem, nu skulle ophøre. Men købstæderne vandt ikke herved i selvstændighed, eftersom deres magistrater fremtidig udnævntes af kongen.
Allerede umiddelbart efter den første arvehylding havde Frederik 3. lagt hånd på det store arbejde at reorganisere regeringsmaskineriet, der efterhånden havde vist sig ganske ude af stand til at funktionere. Med Sverige som nærmeste forbillede indrettedes 5 kollegier: Kancelliet, Skatkamret, Admiralitetet, Krigskollegiet og Højesteret. Forsædet i Højesteret førtes af kongen selv, i spidsen for de andre kom mænd, der havde stået ved hans side under stændermødet, Peter Reedtz, Hannibal Sehested, Henrik Bjelke og Hans Schack, og disse mænd blev desuden tillige med Svane og Nansen medlemmer af statskollegiet, der på en måde trådte i steden for rigsrådet, men selvfølgelig ligesom de andre kollegier kun var rådgivende. I dem alle optoges borgerlige ved siden af adelige, i reglen dog kun i mere underordnede stillinger. Til en begyndelse havde den nye ordning vistnok sine mangler; men i det hele gennemførtes den dog med dygtighed, og med ikke ringe omsigt toges der fat på de store opgaver, som landets ødelagte og forarmede tilstand lagde hundred fold hindringer i vejen. De gamle len afløstes af amter, hvis styrelse overdroges til amtmænd, der sattes på fast gage.
Med oppebørslerne fik de intet at gøre; de besørgedes af amtsforvaltere. På alle måder søgte man at bringe orden i finanserne. En stor del af den meget betydelige statsgæld frigjorde man sig for ved at udlægge krongods til kreditorerne (i alt for omtrent 20 millioner kr.). Konsumtionen, som stænderne havde bevilget for tre år, blev for byernes vedkommende en fast afgift; desuden pålagdes der nu de første faste hartkornsskatter. Hær og flåde bragtes, så vidt de ringe midler tillod det, nogenlunde på fode. Den første fik, i modsætning til flåden, et overvejende tysk præg. Kastellet i København byggedes, til misfornøjelse for byens borgere i øvrigt, der heri så en trussel mod sig selv. I det hele var det næppe alene adelen, der følte sig brøstholden ved den ny regeringsform. Det synes, at også de to lavere stænder kun med nogen uvilje har set sig enhver indflydelse berøvet. Men unægtelig var det dog ikke lidt, der var nået, først og fremmest enhed i styrelsen, hvilket betød en ganske overordentlig forøgelse af styrken udadtil. På den anden side sporedes der under absolutismens faderlige formynderskab ikke meget til den handlekraft, den sans for det heles vel, som navnlig Københavns borgerskab både under og efter belejringen havde lagt for dagen. Både handel og industri stod i stampe, og bondestanden led under det hårde skattetryk.
Frederik 3. døde 1670. Den, der i de sidste år af hans regering havde haft mest at sige, var hans trofaste hjælper fra stændermødet, dengang kammerskriver, nu Københavns statholder, Christoffer Gabel. Et af sønnens, Christian 5.s (1670-99), første skridt var at fjerne denne fadens almægtige yndling. Derimod fremdrog han en anden borgerlig, som faren havde sat megen pris på, Kongelovens forfatter Peter Schumacher. Plan adledes under navnet Griffenfeld, blev greve og storkansler og var til sit fald 1676 rigets egentlige styrer. Opgaven måtte først og fremmest være at fæstne og videre udvikle det så heldig påbegyndte. Et højeste råd (Konseil'et, Geheimestatsrådet) dannedes. I det ville kongen forhandle de vigtigste sager, navnlig de udenrigske og hvad der henhørte under de to kancellier, det danske og det tyske, med en snævrere kreds af særlig betroede mænd. Kollegierne fik ny instrukser. Om at genindføre stænderinstitutionen blev der ikke for alvor tale. Derimod skabte man handelens og industriens interesser et organ i Kommerce-kollegiet, ligesom Statskollegiet, en blot rådgivende, ikke administrerende forsamling, men i modsætning til dette, hvor adelen efterhånden helt havde fået overvægten, næsten udelukkende sammensat af borgerlige. Denne sondring er imidlertid noget enestående og for Statskollegiets vedkommende måske tilfældig. Griffenfeld arbejdede nemlig konsekvent på, som han selv udtrykte det, »at sætte vore (o: de Borgerlige) på lige bænk med adelen«, og kongen var i dette punkt ganske enig med ham. De fik under hans regering bestandig mere at sige i kollegierne. Dette hænger sammen med Christian 5.s voksende mistillid til den danske adel, en mistillid, der, skønt nu temmelig umotiveret, forstærket gik i arv til sønnen Frederik 4. Under Christian 5. kunne den derimod have sin berettigelse. Der var ikke få af den gamle adel, hos hvem kongen, sikkert med grund, mente at kunne spore tilbøjelighed for den tidligere tingenes tilstand. Han nøjedes til gengæld ikke med at fortrænge den af kollegierne. Dens sammenhold skulle brydes, dens anseelse nedsættes. Det første nåede han ved at skabe en højadel i de nybagte grever og friherrer, til dels fremmede adelige, der, for at de skulle kunne sprede glans over hoffet, fik betydelige forrettigheder, som skattefrihed også for en del af bøndergodset, birke- og patronatsret; det andet ved rangforordningen, der gav en hel række uadelige embedsmænd rang over almindelige adelige. Særlige fortjenester og særlig hengivenhed lønnedes med den nystiftede Dannebrogorden; Elefantordenen, der var ældre, gaves kun til fyrstelige personer og de allerhøjeste embedsmænd. Et økonomisk fremskridt for adelen var det, at der 1670 indrømmedes sædegårdene skattefrihed, men det var kun et ringe vederlag for, at godsejerne siden 1660 havde måttet indestå for deres bønders skatter.
For Christian 5. stod det som det vigtigste af alt, at ingen gunstig lejlighed til at vinde tilbage, hvad der var tabt ved de sidste krige, forsømtes. Derfor styrkedes hær og flåde af yderste evne. Midler dertil fik man ved vidtgående besparelser, nedsættelser af embedslønninger og reduktion af gælden. Da Sverige 1672 fornyede sit gamle, en tid lang brudte forbund med Frankrig, mente kongen, at nu måtte øjeblikket snart komme, da der skulle slås til. Griffenfeld, der næppe ventede sig stort af en krig, hvor man havde Frankrig imod sig, fik imidlertid udbrudet afværget, indtil Danmark ikke alene selv stod fuldt rustet, men også havde sikret sig virksom hjælp af forbundsfællerne, og dette er måske hans største fortjeneste som statsmand.
Den skånske krig 1675-79 viste, hvor stærkt landet udadtil allerede var blevet under enevælden. Mens Danmark i de foregående krige havde været Sverige ganske underlegent, så vandt nu ikke alene Niels Juel en række glimrende sejre til søs, men næsten alle Sveriges tyske provinser erobredes, og den danske hær fik fast fod i Skåne, hvor kærligheden til det gamle fædreland så lidt var uddød, at befolkningen rejste sig, så landet næsten sognevis måtte tages tilbage igen af de svenske tropper. Dog bragte fredsslutningerne i Lund og Fontainebleau 1679 intet resultat af betydning. Kun opgav Sverige at holde sin hånd over Holsten-Gottorp og afsluttede et forsvarsforbund med Danmark. For første gang dæmrede det for den danske konge, at Skåne var uigenkaldelig tabt, og at alle kræfter måtte sættes ind på at vinde hele Slesvig for den danske krone. Snart efter sluttede Sverige sig til Frankrigs modstandere, og Danmark blev Ludvig 14.s forbundsfælle. Det var ham, der 1679 havde forlangt Christian Albrecht af Holsten Gottorp genindsat, efter at Christian 5. ved krigens udbrud havde tvunget hertugen til at overlade sig hær og fæstninger. Nu kunne den danske Konge, støttet til Ludvig 14. og Jakob 2., 1684 atter fordrive ham; men regeringsskiftet i England 1688 forandrede denne gunstige situation, og ved Altonaforliget 1689 tvang Vilhelm 3., nu begge sømagters herre, Danmark til på ny at genindsætte hertugen. Med dyb bekymring så Christian 5. på de farer, der herfra kunne true, og søgte derfor de sidste år af sit liv ad fredelig vej at ordne forholdet til Sverige, dog uden held. Da den unge hertug Frederik 4. 1698 ægtede Karl 12.s søster, blev faren større end nogen sinde.
Det indre reformarbejde, der, påbegyndt af Frederik 3., var blevet standset ved den skånske krig, tog fart efter freden; men det blev ikke Griffenfeld, som kom til at lede det. I begyndelsen af 1676 var han blevet fængslet og dømtes til at miste ære, liv og gods, overbevist om at have taget mod skænk og gave ved embedsbesættelser, men ikke om landsforræderi. Mistanken herom havde sikkert været den væsentligste grund til hans fald. Af hans arvtagere i styrelsen var vel ingen af første rang, men Christian 5. havde dog fremdeles dygtige mænd til sin rådighed både på de øverste trin og til det egentlige arbejde (Fr. Ahlefeldt, Jens Juel, von Stöcken, Rasm. Vinding, Ole Rømer, Kr. S. v. Plessen og flere). 1683 udkom det ypperlige lovarbejde Danske Lov, og 1688 var i det væsentlige den ny matrikel færdig, der baserede hartkornsbeskatningen ikke som tidligere på landgildeafgifterne, men på jordens bonitering. Både for matriklen og for indførelsen af fælles mål og vægt i hele landet har Ole Rømer æren. l det hele virkedes der ivrigt for landets opkomst, og navnlig stræbte man, overensstemmende med tidens anskuelser, at fremme handel og industri. For bønderne gjordes der derimod kun lidt, og deres stilling var og blev elendig, hårdt trykkede som de var af hoveri og tunge skatter. Kongen selv var stærkt optaget af arbejdet for landets vel og satte sig efter evne og med stor flid ind i sagerne. Alt som tiden gik, voksede han sig stedse fastere i enevældens ideer, som det kan ses af hans efterladte regeringsregler. Det udtales i dem udtrykkelig, at stænderne er uforenelige med suveræniteten, ja efter kongens mening åbenbart enhver art af permanente, rådgivende forsamlinger. Statskollegiet var allerede ophørt at bestå kort efter Griffenfelds fald; i begyndelsen af 1690'erne opløstes også Kommercekollegiet, og i dets sted trådte de såkaldte kommissioner for rådstuen i København, hvor mænd, der udnævntes særlig for hvert enkelt tilfælde, drøftede og forberedte sager af meget forskellig art. De vedvarede indtil nogle år ind i Frederik 4.s regering, da der 1704 på ny oprettedes et Kommercekollegium, som 1708 omdannedes til et Politi- og Kommercekollegium. Under Christian 5. udvidedes Danmark med Oldenburg og Delmenhorst, som erhvervedes under Griffenfelds styrelse.
Frederik 4. (1699-1730) måtte begynde sin regering med at bekrige den unge hertug af Holsten-Gottorp. I tillid til hjælp fra sin svoger Karl 12. havde denne i høj grad udæsket den danske regering. Fra sine forbundsfæller, Rusland og Sachsen, fik Danmark ingen støtte, altså måtte Frederik 4., da Karl 12. med bistand af en engelsk-hollandsk flåde landede på Sjælland, og Vilhelm 3. desuden sendte en hær ind i Holsten, slutte fred i Travendal, hvorved der gjordes hertugen nogle indrømmelser. Indtil 1709 var Danmark tilskuer ved de store krige, der førtes i næsten hele Europa, og i disse fredsår trivedes dets handel godt, men efter slaget ved Poltava indvikledes det på ny i den store nordiske krig. Der var i Konseilet delte meninger om, hvorvidt det var rigtigt at hjælpe Peter den Store med at svække Sverige og derved øjensynlig bidrage til at gøre Rusland til Nordens hovedmagt; men udsigten til at vinde de skånske provinser tilbage og knuse Holsten-Gottorp var for fristende til, at Frederik 4. kunne undlade at benytte den. Til en begyndelse var han ikke heldig. Slaget ved Helsingborg 1710 tabtes, og dermed måtte foreløbig tanken om at erobre Skåne opgives. 1711 var der pest i København. Den bortrev 1/3 af byens befolkning og bidrog væsentlig til at hæmme alle krigsforetagender det år. 1712 forlagdes skuepladsen til Tyskland, hvor Frederik 4. tabte slaget ved Gadebusch. Men da den svenske hærfører Magnus Stenbock, sejrherren ved Helsingborg, vendte sig mod vest og gik ind på Den Jyske Halvø, lysnede det. Forstærket med russiske og sachsiske hjælpetropper indesluttede den danske hær ham i Tonningen, som den hertugelige regering havde åbnet for ham, hvilket Frederik 4. straks benyttede sig af til at lægge beslag på den gottorpske del af Sønderjylland; og han beholdt det vundne, da der ved fæstningens overgivelse fandtes beviser for, at kommandanten kun havde handlet efter sine foresattes ordrer. 1716 kom Peter den Store med en betydelig hær til København for sammen med den danske at rette et afgørende angreb på Skåne. Førend i september var styrken dog ikke samlet, og det, fandt zaren, var for langt fremme på året til at begynde et felttog. Hans vægring ved at deltage førte til et halvt brud mellem de to forbundsfæller, der senere yderligere uddybedes. Men uden hjælp fra Rusland måtte enhver tanke om at gøre erobringer i selve Sverige opgives. Målet blev nu alene at sikre sig hele Sønderjylland. Det stod i forbindelse hermed, at Frederik 4. nærmede sig England og Frankrig, der mæglede fred i Frederiksborg 1720, hvor Sverige opgav sin toldfrihed i Sundet og betalte Danmark 600.000 rigsdaler, mens vestmagterne garanterede Danmark den evige besiddelse af Hertugdømmet. 1721 indlemmede Frederik 4. det i sin krone som et i onde tider løsrevet ledemod af Danmarks rige. Dets stænder hyldede ham og lovede lydighed mod ham og hans efterfølgere i regeringen efter Kongelovens ordlyd. Noget synderligt gjordes der dog ikke for en virkelig tilknytning, og navnlig havde regeringen ikke øje for betydningen af at styrke den danske nationalitet i det genvundne land. Den unge Gottorphertug Karl Frederiks krav var imidlertid ikke ved den ny ordning bragt ud af verden. Hans far var på togt med Karl 12. faldet ved Klissov 1702; selv havde han opholdt sig ved den svenske hær, da onklen faldt for Frederikshald; men da han herefter ingen støtte fandt i Sverige, gik han til Rusland, hvor han ægtede Peter den Stores og Katarinas datter Anna. Svigermoren var efter sin tronbestigelse ivrig for at skaffe ham hans land tilbage, men den russiske flåde, der skulle tvinge Danmark, blev lukket inde ved Englands hjælp, og således drev denne fare over.
De sidste 10 år af Frederik 4.s regering var viede fredens gerning. For almuens oplysning virkede han ved oprettelsen af 240 skoler på rytter distrikterne. Hedningenes omvendelse lå ham stærkt på sinde; derfor udsendtes missionærer til Finmarken og Ostindien, ligesom han støttede »Grønlands apostel« Hans Egede. En streng helligdagsanordning skulle fremme det religiøse liv i hjemlandet. For forældreløse børn indrettedes Vajsenhuset i København. Skønt der gik ikke få penge med dels til alt dette, dels til opførelsen af Fredensborg og ombygningen af Københavns Slot, skønt den langvarige og bekostelige krig selvfølgelig havde slået landet dybe sår, og skønt det ramtes af en så stor ulykke som Københavns brand 1728, der lagde 2/3 af byen i aske, så lykkedes det dog i løbet af disse 10 år ikke blot at få gælden nedbragt, men endog at skabe et lille overskud i statskassen.
For bondestanden nærede Frederik 4. varm interesse. 1702 hævedes vornedskabet for alle, der var fødte efter hans regeringstiltrædelse; men virkningen af denne med glæde modtagne foranstaltning svækkedes desværre ved, at der året før var oprettet en landmilits, til hvilken godsejerne skulde stille rekrutter. Tit kunne det holde hårdt nok at skaffe det nødvendige mandskab, og herremændene havde derfor hyppig under krigen imod loven nægtet pas til unge karle, der ville fraflytte godset, for således at tvinge dem til at blive. Hermed fortsattes der senere, og følgen var, at bønderkarlene rømte; blev de grebne, og de ikke kunne godtgøre, at der var nægtet dem pas, straffedes de. Efterhånden blev klagerne over landmilitsen bestandig stærkere; herremænd og bønder var enige om, at den var en ulykke.
Da Christian 6.(1730-46) kom på tronen, blev det derfor en af hans første regeringshandlinger at ophæve landmilitsen, »der«, som det hedder i forordningen »var blevet landet i almindelighed og det unge mandskab i særdeleshed til stor og snart utålelig byrde«. Men landboforholdene bedredes ikke herved, som man havde ventet, kornpriserne var nemlig stærkt nedadgående, og mange bønder kunne af den grund umulig svare, hvad de skulle. Rømningerne fortsattes, dog langtfra efter den målestok, som man skulle formode efter proprietærernes klager og deres ivrige fordringer om landmilitsens genindførelse. Uden dens tvang, påstod de nu, kunne de ikke få deres gårde bortfæstede. Da jordens »konservering« bestandig var og måtte være et hovedhensyn for regeringen, og da desuden krigsministeren, den indflydelsesrige Poul Løvenørn, altid havde været mod ophævelsen, fordi den virkelig betød en alvorlig svækkelse af landets forsvarsevne, så udstedte kongen Forordningen af 4. februar 1733, der genoprettede landmilitsen, stavnsbandt alle landets bønder fra 14. til 36. år og gav proprietærerne ret til at tage, hvem de ville, til soldat. Senere udvidedes stavnsbåndet til at gælde fra 9. til 40. år, og det fastsattes, at »ingen landsoldat skulle have tilladelse til andensteds at nedsætte sig end på det gods, hvor han var udskreven, og hvor han skulle være pligtig gård at antage«. Desuden forøgedes hoveriet mange steder ved, at herremændene fik lov til at lægge bøndergårde ind under hovedgården, og endelig hærgedes landet 1746 af en ødelæggende kvægpest, der bortrev over 250.000 kvæghøveder. Det var ikke lystelige tider for godsejerne, og tvangen, det eneste middel, man kendte til at holde bønderne ved gårdene, lader sig måske forsvare med, at den bidrog til at hjælpe landbruget over en farlig krise; men vist er det, at værre har den danske bondestand trods kongens gode og menneskevenlige hensigter aldrig haft det end under Christian 6.
I modsætning hertil gik handelen fremad, navnlig Københavns. Der var her ikke få dygtige og energiske købmænd, der forstod at benytte de gode konjunkturer under de store søkrige. 1732 stiftedes det asiatiske Kompagni, der med held udvidede den ostindiske handel til Kina, og som, i modsætning til det under Frederik 4. opløste ostindiske Kompagni, der ikke havde kunnet trives, gjorde glimrende forretninger. Derimod var den vestindiske handel mindre indbringende, også efter at St Croix var blevet købt af Frankrig. Ganske kort efter Christian 6.s død sluttedes der en traktat med Deyen i Algier, hvorved grunden lagdes til den senere så indbringende fragtfart i Middelhavet.
Til støtte for erhvervslivet indrettedes 1735 General-Landets-Økonomi- og Kommercekollegium. En af dets første opgaver var indretningen af en bank, der trådte i virksomhed 1737 og gjorde nytte ved at skaffe billige penge. Den styredes ikke uden dygtighed og gav sine aktionærer gode renter. Mindre held havde kollegiet med sig i sine bestræbelser for at ophjælpe fabrikvæsenet. Det fulgte merkantilismens normale grundsætninger om det fordelagtige i, at landet selv frembragte, hvad det forbrugte af industrivarer; men trods al beskyttelse lykkedes det ikke at få hverken de fabrikker, staten selv oprettede, eller dem, den blot støttede, til at trives.
Ingen dansk konge har taget sig i den grad af sine undersåtters åndelige velfærd som Christian 6. Han havde respekt for videnskabelige studier og støttede dem gerne. Videnskabernes Selskab stiftedes 1742. Universitetet, der 1728 var brændt, blev genopbygget og fik 1732 en ny fundats, der afhjalp de værste mangler. 1736 indførtes ved A. Hojers initiativ juridisk eksamen. Kirurgernes uddannelse forbedredes, og de lærde skoler reformeredes ved Forordningen af 17. april 1739, der betydelig formindskede deres antal og blandt andre gode foranstaltninger også endelig skaffede modersmålet dets ret. Det danske sprog skulle fremtidig »excoleres« og disciplene både mundtlig og skriftlig øves i dets brug. Også almueskolevæsenet tog han sig af, men pengemangel hindrede ham i på dette område at udrette synderligt. Men alt dette var for kongen endnu kun noget underordnet i forhold til det at gøre sine undersåtter til gode kristne. Til at føre tilsyn både med gejstlighed og menigheder indrettedes 1737 Generalkirkeinspektionskollegiet, der udrustedes med vidtrækkende myndighed. Dets indflydelsesrigeste mænd var A. Hojer og hofpræsten Bluhme. Farens strenge sabbatsforordning havde Christian 6. hævet 1731, efter at den næppe havde bestået et år; men 1735 genoptoges, dog i noget mildnet form, dens straffebestemmelser for forsømmelse af gudstjenesten på søn- og helligdage. Som andre udslag af samme tankegang og ånd kan nævnes, at konfirmationen indførtes 1736, og at der dreves stærkt på katekisation i kirkerne. Dette havde heldige virkninger både for gejstlighedens dygtighed og for menighedernes sædelighed; men også i andre retninger havde det religiøse røre sine gode sider. For det første drev den voldsomme kamp mellem den gammel-ortodokse gejstlighed og den fra Tyskland fremtrængende pietisme kongen til at vise en inden for statskirken hidtil ukendt tolerance, der også kom for eksempel de reformerte til gode; dernæst fremkaldte pietismen for første gang siden reformationen en åndelig bevægelse også hos almuen, og endelig har utvivlsomt meningsbrydningen bidraget sit til at skabe det mod og den lyst til at ytre sig, der var betingelsen for den stærke offentlige mening, som senere i århundredet fik så megen betydning. Christian 6.s noget sky og forlegne væsen ikke mindre end hans tunge og mørke religiøsitet drev ham til at afsondre sig fra folket i en grad, som var noget helt nyt for de enevældige konger. På de pragtfulde slotte, han og dronningen, Sofie Magdalene, opførte (Christiansborg, der kostede uhyre summer, Hirschholm og flere), levede de, som han selv har sagt, et rent eremitliv, begge sygelige, han helt optaget af flittigt arbejde. Det lykkedes ham heller aldrig at vinde nogen plads i folkets hjerte.
1743 var Danmark nær kommet i krig med Sverige. Kongen, Frederik af Hessen, var gammel og barnløs, og blandt de svenske bønder var der stærk stemning for at vælge den danske kronprins til tronfølger; men Elisabeth af Rusland, som kort i forvejen havde gjort sin søster Annas og Karl Frederiks søn, den gottorpske hertug Karl Peter Ulrik, til russisk tronfølger, fik i steden for den danske prins en anden gottorper, Adolf Frederik, valgt. Christian 6. mente sig ikke alene skammelig narret, men så også en fare heri. Han rustede både hæren og flåden, som det især var Danneskjold-Samsøes fortjeneste at have skabt; men frygt for Ruslands indgriben fik ham dog til at opgive planen om et angreb. Rustningerne ved denne lejlighed, de kostbare slotsbygninger og den ikke mindre kostbare hofholdning krævede så store udgifter, at finanstilstanden trods den i øvrigt fredelige regering ikke bedredes under Christian 6.
Bestræbelserne for at ophjælpe handel og industri fortsattes efter udvidet målestok af Frederik 5. (1746-66), især efter at J. H. E. Bernstorff var blevet minister. For at fremme den danske fragtfart i Middelhavet sluttedes der foruden med Algier også handelstraktater med de andre barbareskstater, med sultanen, Genua og Neapel. Den ostindisk-kinesiske handel trivedes så godt, at Kompagniet rejste kongen den ypperlige rytterstatue på Amalienborg Plads i København; ligeledes fik den vest-indiske handel betydning, efter at den ved Kompagniets ophævelse var blevet givet fri. Derimod lykkedes hverken det afrikanske eller det almindelige handelsselskab, hvis formål var at gøre København til en stabelstad for Østersøens varer. Manufakturer og fabrikvæsen støttedes på enhver måde: ved lån og gaver fra statskassen, ved monopoler og indførselsforbud, hvis overtrædere truedes med strenge straffe. Til sidst var der ikke mindre end 150 handelsgenstande, i spidsen korn, som det var forbudt at indføre i landet. Tilsyneladende var resultatet godt nok. Især i København skød fabrik op ved fabrik, og noget af, hvad der tilvirkedes, som for eksempel både silke- og uldvarer, kunne i kvalitetmåle sig med udlandets fabrikater, kun var det langt dyrere. Derfor måtte også denne kunstig fremkaldte virksomhed efterhånden sygne hen, og det væsentligste udbytte var, at de danske håndværkere havde lært en del af de indkaldte, tit meget dygtige fremmede. Bondens kår forværredes i visse retninger under Frederik 5.; således bestemtes det 1764, at stavnsbåndet skulle gælde fra det 4. år. I virkeligheden var tilstanden nu ikke meget bedre end under vornedskabet; men de forsøg, der fra enkelte sider gjordes på også at stavnsbinde bondens døtre, afvistes dog bestemt af generalprokurøren Henrik Stampe, en lige så varmtfølende mand som fremragende jurist. I det hele fik bonden nu talsmænd, tilmed i selve regeringskredsene. Fysiokraternes opfattelse, at handel og industri helst burde passe sig selv, men agerbruget derimod af al magt tages under armene, vandt nemlig ikke få tilhængere også i Danmark. Kongens ven hofmarskal A. G. Moltke skaffede 1755 censurfrihed for skrifter, der angik statshusholdningen og landvæsenet, og hermed begyndte en ivrig og dygtig forhandling om landbrugsspørgsmål og bondens hele stilling. Moltke interesserede sig personlig mere for at få den gamle trevangsdrift afløst af den holstenske kobbeldrift end for bondens frigørelse, men adskillige forfattere tog også til orde for, at bonden burde have »frihed og ejendom«. En kommission, der nedsattes 1757, arbejdede ivrig for ophævelse af fællesskabet og jordens udskiftning, og enkelte private gik langt videre. Således indførte Bernstorff arvefæste og afskaffede hoveriet på sit gods ved Gentofte; allerede et par år forinden havde Sofie Magdalene gjort det samme på Hirschholm, og andre godsejere gik i deres spor, som det snart viste sig, ikke blot til fordel for bonden, men også for dem selv. Derimod var det bortsalg af krongodserne, der begyndte 1765, ikke nogen vinding for bønderne. Kun de færreste evnede at købe deres gårde; det meste solgtes til spekulanter, der lavede nye herregårde i snesevis og forøgede hoveriet.
Drøftelsen af landbosagen var kun en enkelt side af den litterære diskussion om samfundsspørgsmål, der, oprindelig fremkaldt af Holberg, fik så stærk fart under Frederik 5. Allerede i slutningen af Christian 6.s regering var »spektator«-litteraturen med England som forbillede begyndt. Under hans efterfølger, der straks efter sin tronbestigelse skal have udtalt: »Jeg vil ikke tillade, at åndslivet underkastes nogen indskrænkning i mit rige«, var der i virkeligheden ikke ringe ytringsfrihed. Vel pristes den hjemlige enevælde, men personlig frihed ansås ikke heller for uforenelig med denne regeringsform, og kravet herom som en menneskeret begyndte at arbejde sig frem, ligesom følelsen af at være borgere, der selv måtte yde hver sin skærv til fædrelandets opkomst, afløste den tidligere forestilling om, at man som trofaste undersåtter måtte lægge alt i kongens hånd. Ved Sorø Akademi, som Christian 6. havde opført fra nyt af og Holberg ved sin rige gave sat i stand til at begynde virksomheden, samledes der en kreds af fremragende forfattere, der blev ordførere i diskussionen. En frugtbar påvirkning udefra fremmedes ved indkaldelsen af mænd som Klopstock, Oecler og Reverdil. Jævnsides med den populære behandling af almennyttige emner gik et dygtigt videnskabeligt arbejde.
Til fremme af kunsten stiftedes Kunstakademiet 1754. Som vidnesbyrd om interesse for praktiske filantropiske øjemed står Frederiks Hospital, Opfostringshuset og Fødselsstiftelsen. Mens pengene til alt dette var vel anvendte, ruttedes der på andre punkter uforsvarligt. Marmorkirken, der blev bygget i den nye pragtfulde bydel af København, »Frederiksstaden«, men måtte opgives på halvvejen, var ikke mindre bekostelig end de mange understøttelser til industriens fremme; også hofholdningen fordrede stadig store summer, men når statsgælden steg så stærkt i denne tid, så skyldtes det dog især oprustninger under Syvårskrigen for at dække grænsen og navnlig de endnu langt mere omfattende 1762 for at afværge Ruslands angreb. Det var også disse sidste, der fremkaldte den forhadte, for fattigfolk hårdt trykkende ekstraskat.
Bernstorffs udenrigsstyrelse var kraftig og dygtig, måske kun med lidt for stor tilbøjelighed til at lade Danmark spille en stormagts rolle. Han havde et skarpt øje for, hvor truende Preussens og Ruslands stigende magt var for Danmark, og det var kun i sin orden, når han mente, at landet måtte gøre sit yderste for at hindre Karl Peter Ulriks planer. Ved Elisabeths død 1762 var han som Peter 3. blevet Ruslands hersker, og noget nær hans eneste tanke var at komme Danmark til livs. Hær og flåde sattes da på krigsfod. 36 orlogsskibe krydsede i Østersøen, og 40.000 Mand sendtes under den udmærket dygtige franske general St. Germain ind i Mecklenburg. De stod allerede over for russerne, da Peters mord og Katarina 2.s tronbestigelse med eet slag forandrede alt. Den russiske hær kaldtes hjem, og de to regeringer enedes 1765 om at påbegynde forhandlinger om en både for Rusland og Danmark tilfredsstillende løsning af det gottorpske spørgsmål, der for begge lande havde vist sig som kilde til evig strid og splid. Efter at Christian 7. (1766-1808) havde besteget tronen, lykkedes det Bernstorff at få en overenskomst i stand, ifølge hvilken Det Holsten-gottorpske Hus skulle godkende indlemmelsen af Slesvig 1721 og afstå sin part af Holsten mod at få Oldenburg og Delmenhorst i erstatning. 1773 underskreves denne traktat af Katarinas søn, den nu fuldmyndige storfyrst Poul.
De fire første enevoldskonger var mere eller mindre gåede op i arbejdet for landets vel, således som de opfattede det. Frederik 5. havde, lidet selvvirksom som han var, dog ønsket at gøre sit folk lykkeligt, og hans tidlige død skyldtes vistnok til dels nagende selvbebrejdelser over et forspildt liv, der bidrog til at drive ham bestandig dybere ud i udskejelserne. Christian 7. havde hverken arbejdsevne eller interesse for regeringen. Fej, upålidelig og lunefuld, som en forfejlet opdragelse og dårlige omgivelser havde gjort ham, ville han kun more sig, rase ud. Han kunne fryde sig ved efter øjeblikkets indskydelser at ind- og afsætte ministre. Om det var til gavn eller skade for sagernes gang, var ham ligegyldigt. Kun for et enkelt spørgsmål var det lykkedes hans lærer Reverdil at vække nogen sans hos ham. Det var ordningen af bondens forhold. Da Landhusholdningsselskabet stiftedes 1769, kunne det i planen for dets virksomhed siges, at »landets daglige samtale var blevet bondens tarv«. Det var kongens hensigt at skaffe hele bondestanden frihed; foreløbig fik kronens bønder i Københavns Amt hoverifrihed og deres gårde til ejendom. Andre påbegyndte foranstaltninger førte ikke til noget resultat, før Struensee kom til magten. Da udkom 1771 en forordning, der fastsatte, at hoveriet skulle bestemmes efter hartkorn og bøndergårdenes afstand fra hovedgården.
Struensee havde været kongens livlæge på en udenlandsrejse 1768 og ved den lejlighed forstået at indynde sig hos ham. Efter hjemkomsten steg han i gunst, også hos den unge dronning, Karoline Mathilde, hvis elsker han foråret 1770 blev. September samme år styrtedes Bernstorff, december ophævedes Konseilet, og juli 1771 udnævntes Struensee til geheimekabinetsminister med myndighed til i kongens navn og under kabinettets segl at udstede de ordrer, kongen mundtlig gav ham, og som i denne form skulle have samme gyldighed, som om kongen selv havde underskrevet dem. Få dage efter ophøjedes han og Enevold Brandt, der var sat til at underholde den nu halv sindsyge konge, til grever.
Sin umådelige magt benyttede Struensee til reformer i oplysningstidens ånd. I det noget tungt arbejdende regeringsmaskineri skulle der skaffes større hurtighed, orden og simpelhed, navnlig gjaldt dette finanserne, retsplejen skulle forbedres, den hidtidige industripolitik opgives; ved embedsbesættelser skulle der kun spørges om dygtighed, i privatlivet skulle staten så lidt som muligt gribe ind. I mangt og meget var han heldig, trods sit ringe kendskab