Fra 1814-1894
Danmarks stilling efter Kiel-freden 1814 var yderst vanskelig. Monarkiet havde ved Norges tab måttet se sin folkemængde formindsket med 1/3, og den erstatning, som ved Kiel-traktaten var dels lovet det, dels stillet det i udsigt, svandt ind til noget næsten illusorisk. Dets handel var ødelagt, dets hovedstad forarmet, dets pengevæsen i det dybest mulige forfald. Tilmed stod landet, på grund af dets lange vedhængen ved den napoleonske alliance, isoleret over for det øvrige Europa. Regeringen havde ved sin uheldige styrelse i ulykkesårene og navnlig ved fredsslutningen og det bratte systemskifte i den udenrigske politik, som blev dennes umiddelbare følge, stærkt rokket sin autoritet over for undersåtterne. Navnlig var stemningen i København meget bitter, og da kong Frederik 6. efter sin lange fraværelse vendte tilbage til hovedstaden 6. februar 1814, viste den ellers så loyale befolkning en ganske passiv holdning.
Udadtil var Danmarks stilling i det første år efter fredsslutningen stærkt truet. Kongen opfyldte loyalt de pligter, hans Indtrædelse i den store koalition mod Napoleon pålagde ham; men begivenhederne i Norge vakte ikke desto mindre den stærkeste uvilje imod ham hos de europæiske magter. Prins Christian Frederiks optræden i Norge og navnlig hans overtagelse af kongeværdigheden fremkaldte det indtryk, at man her stod over for et rænkespil, ved hvilket Danmarks tronarving i hemmelig forbindelse med dets konge ville bane vejen for en genforening af de to ved Kiel-freden adskilte lande og således gøre den af koalitionen godkendte ordning af Nordens forhold til intet. Sikkert er det, at Frederik 6. en tid lang har set med gunstige øjne på prinsens optræden; men senere, da denne forekom ham at gå for vidt, og da det pres, som fra magternes side øvedes imod ham selv, blev uimodståeligt, skiftede han sind, og grunden blev lagt til en langvarig dårlig stemning mellem de to grene af Kongehuset. Kongen rådede indtrængende Christian Frederik til at trække sig tilbage fra sin udsatte stilling og anvende sin indflydelse i Norge til at bane vejen for en overenskomst mellem det og den svenske konge, som kunne skaffe landet en selvstændig, politisk stilling under det svenske kongehus og i føderativ forbindelse med Sverige.
Da prinsen imidlertid ikke fulgte dette råd, hjemkaldte kongen alle danske embedsmænd fra Norge, og senere forbød han efter koalitionsmagternes forlangende al handel og samkvem mellem Danmark og det. Kun vægrede han sig ved at efterkomme magternes yderligere forlangende om at fratage prins Christian Frederik hans arveret til den danske trone. Karl Johan og kejser Alexander bevarede derfor deres truende holdning over for Danmark., og da Christian Frederik 19. maj havde modtaget Norges krone, besattes det sydlige Holsten af et russisk troppekorps under Bennigsen.
Selv efter at Norges forhold var blevet ordnede ved konventionen i Moss 14. august 1814, og Christian Frederik som en følge deraf i oktober samme år havde nedlagt kronen og forladt Norge, vedblev Holstens besættelse endnu i nogen tid, og Karl Johan gjorde, støttet af Rusland, gældende, at Sverige skulle holdes skadesløst for, hvad krigen i Norge havde kostet det, ved at beholde svensk Pommern, og at Norge, ligeledes som skadesløsholdelse for krigen, ikke, som i Kiel-freden bestemt, skulle betale sin del af den danske statsgæld. Væsentlig for i disse spørgsmål at påvirke magterne til Danmarks gunst og for om muligt at opnå den yderligere erstatning for Norges afståelse som ved freden var stillet ham i udsigt, var det, Frederik 6. september 1814 begav sig til Wien-kongressen, i hvis afgørelser han i øvrigt ikke deltog. Det lykkedes kongen ved sin elskværdige personlige optræden at afdæmpe den uvilje, hans langvarige fastholden ved alliancen med Napoleon havde vakt hos forskellige af de ledende fyrster og statsmænd, og hans uforbeholdne tiltrædelse af den fornyede koalition mod Napoleon ved dennes tilbagekomst fra Elba marts 1815, i forbindelse med Sveriges passive holdning ved denne lejlighed, bidrog ligeledes meget til at hidføre en gunstig afgørelse af mellemværendet med Sverige og Rusland. De sidste russiske tropper rømmede Holsten i begyndelsen af 1815, og Østrig, England og Preussen gennemførte svensk Pommerns afståelse.
I forbindelse hermed stod så igen en overenskomst, hvorved Danmark overlod Preussen svensk Pommern og Rügen mod, at Preussen til det afstod Hertugdømmet Lauenburg og forpligtede sig til at udbetale det 2 millioner thaier preussisk kurant. Derimod lykkedes det ikke Frederik 6. trods indtrængende forestillinger at opnå den omtalte yderligere erstatning, hvorved man fra dansk side navnlig havde tænkt på Hansestæderne. Det norske gældsspørgsmål blev henvist til nærmere afgørelse ved forhandling mellem parterne selv og ordnedes først 1819 således, at Norges part blev ansat til 3 millioner specier.
I koalitionskrigen mod Napoleon kom Danmark ikke til at deltage på aktiv måde, men såvel til den som til den påfølgende treårige okkupation af Nordøstfrankrig stillede det et hjælpekorps.
Da Det Tyske Forbund dannedes 18. juni 1815 tiltrådte Frederik 6. dette for Holstens og Lauenburgs vedkommende. Forslag, der under forhandlingerne i Wien om forbundets dannelse fremkom om at lade også Slesvig indtræde i det, afvistes bestemt af Frederik 6. med den begrundelse, at de statsretlige forhold ikke tillod dette, da Slesvig hørte til det danske rige og var et næsten fuldstændig dansk land.
Perioden fra Kiel-freden og til 1830 var, hvad kongeriget angår, næsten ganske blottet for bevægelser af egentlig politisk natur. Den levende kritik, der gjorde sig gældende over for regeringen i anledning af Norges tab og de dermed sammenhørende forhold, lagde sig snart igen, og da kongen maj 1815 vendte hjem fra Wien-kongressen, blev han modtaget med almindelig og ublandet jubel. Det hårde økonomiske tryk, som efter krigen hvilede over landet, trætheden og afslappelsen efter de lidte skuffelser bidrog også væsentlig til at aflede opmærksomheden fra de offentlige forhold. Kun Dr. Dampes ganske umodne og enkeltstående forsøg 1820 på at danne en politisk forening med det formål, om fornødent med magt, at virke hen til indførelsen af en fri forfatning, danner her en undtagelse. Dampe blev dømt til døden og benådet med livsvarigt fængsel på Christiansø. I øvrigt vågede regeringen meget nøje over, at pressen ikke overskred de snævre grænser, som var lagt for dens virksomhed, og disse blev tilmed ved forskellige anordninger yderligere indskrænkede. Befolkningens loyalitetsfølelse var i denne periode stærkere end nogen sinde, og man greb enhver lejlighed til at lægge den for dagen, således navnlig i anledning af prins Frederiks (den senere kong Frederik 7.s) bryllup 1828 med kongens yngste datter Vilhelmine, en forbindelse, af hvilken man ventede sig en lykkelig fremtid for kongestammen.
I hertugdømmerne var der en noget stærkere politisk bevægelse oppe i de år. Allianceforholdet til Napoleon vakte uro hos den del af Holstens og Slesvigs tyske befolkning, som blev revet med af den stærkt vågnende tyske nationalfølelse, og uviljen voksede ved de uheldige virkninger, som pengevæsenets forfald og bankordningen fik også for hertugdømmernes vedkommende. Eftervirkningerne heraf sporedes også ind i fredsårene, men om nogen almindelig national uvilje mod Danmark og dets regering fra hertugdømmernes tyske befolknings side var der i fredsårene indtil 1830 ikke tale, og den politiske opposition, der fremkom, båres jo også så godt som udelukkende frem af ridderskabet på dets særlige standsinteressers vegne.
1815 opstod spørgsmålet om en holstensk forfatning, idet Forbundsaktens 13. artikel bestemte, at enhver tysk forbundsstat skulle have en landstændersk forfatning. Den såkaldte »vedvarende deputation« af hertugdømmernes prælater og ridderskab krævede nu, at denne stænderforfatning tillige skulle omfatte Slesvig, og gjorde gældende, at der tilkom deputationen som den eneste tilbageværende levning af hertugdømmernes gamle forfatningsmæssige repræsentation skattebevillingsret.
Professor i historie ved Kiels universitet, F. C. Dahlmann, var deputationens pennefører, og han støttede væsentlig sin bevisførelse på Christian 1.s landsprivilegier af 1460. Over de sidst stedfundne skattepålæg og over de byrder, den ny bankordning havde påført hertugdømmerne, klagedes der ikke alene af reale grunde, men det gjordes også gældende, at de var ligefrem ulovlige, da de ikke var bevilgede af prælater og ridderskab, og en del godsejere stiftede endog en forening til dannelse af en fælles fond, hvoraf omkostningerne ved eksekution for nægtede skatter skulle udredes.
1815-19 førtes der en livlig, skriftlig forhandling mellem deputationen og regeringen om disse spørgsmål. Regeringen nedsatte 1816 en kommission til udarbejdelse af en rådgivende stænderforfatning for Holsten, men afviste bestemt deputationens inddragning af Slesvig i forfatningsspørgsmålet og kravene om skattebevillingsret. Til sidst truede man deputationen med ophævelse og dens enkelte medlemmer med straf, hvis man vedblev at fremsætte slige fordringer, og bevægelsen standsede så i nogle år, delvis vel også på grund af den stærke reaktionsbevægelse, som de samtidige demokratiske strømninger i Tyskland foranledigede.
1822-23 indankede deputationen sin sag for Forbundsdagen; men stemningen her var ikke forfatningskravene gunstig, og navnlig på foranledning af den østrigske og preussiske regering afvistes sagen, idet man i alt væsentligt gav den danske regerings opfattelse medhold. Den preussiske gesandt erklærede, særlig hvad Slesvig angik, at dette hertugdømme lå ganske uden for Det Tyske Forbunds råderum. Derefter døde sagen hen for hertugdømmernes vedkommende, og ligeledes standsede kommissionsarbejdet på den særlige stænderforfatning for Holsten.
I økonomisk henseende var perioden 1814-30 ret begivenhedsrig for landet, om end det meste af, hvad der er at berette, går ud på tab og tilbagegang. Norges afståelse nødvendiggjorde ret betydelige reduktioner, såvel i militærvæsenet som i centraladministrationen, men disse reduktioner var dog langtfra så store, som statens formindskede område og den dårlige finanstilstand opfordrede til, og desuden vedblev hoffet og den udenrigske repræsentation at kræve alt for betydelige summer. Dette i forbindelse med det uheldige »Gratiale«-system og korruption, der fandt sted fra embedsmænds side, gjorde, at man, trods en endogså ret smålig sparsommelighed på forskellige områder og trods kongens personlige nøjsomhed og gode vilje til at holde udgifterne nede, aldrig kunne få disse til at svare til indtægterne. Disse kom også, på grund af de dårlige tider, navnlig for landbruget, ind med ringere beløb end påregnet, og samtidig krævede de forskellige kalamiteter store ekstraordinære udgifter eller udlæg. Resultatet var, at man i de 19 fredsår efter 1815 forøgede statsgælden med cirka 10 millioner rigsdaler, samtidig med at der fandt et betydeligt forbrug af aktiver sted. Status forringedes i det hele i disse 19 år med cirka 2 millioner rigsdaler årlig.
Heldigere var man med pengevæsenets ordning. Rigsbanken omdannedes 1818 til en »Nationalbank« under selvstændig bestyrelse; banken administreredes forsvarlig, og tilliden til den var i det hele i stigen, så at kursen på rigsbanksedlerne i løbet af 1820'erne nærmede sig stærkt til pari.
Så godt som alle landets næringsveje havde i den nævnte periode hårde prøvelser at gennemgå. Handelsflådes var 1814 kun lidt over halvt så stor, som den havde været 8 år før, og storhandelen, var totalt tilintetgjort ved krigen. De forskellige forsøg, der gjordes på at genoplive den, mislykkedes i reglen; kun handelen med Skt Croix og med de nordlige bilande, som jo ved lov var bundet til Danmark, lykkedes det at få i gang på ny. End ikke indførslen af Danmarks eget forbrug og udførslen af dets produkter lykkedes det at bevare på danske hænder, og den dominerende stilling, som København før 1807 havde indtaget for den danske handels vedkommende, gik nu over til Hamborg. Navnlig i Jyllands Byer havde så godt som alle de betydeligere Købmænd deres Hovedforbindelser i Hamburg, og den danske Købmandsstand var gennemgående i stor økonomisk afhængighed af den hamburgske. Også for industri og håndværk indtrådte der efter freden en tilbagegang, idet mange virksomheder, som var skabte eller opretholdtes ved krigsårenes afspærring fra udlandet, nu gik til grunde. Af mest gennemgribende betydning blev dog den krise, som landbruget måtte udholde.
Landbrugskrisen, som rasede værst 1818-24, kan først regnes at være ophørt 1828. Den skyldtes væsentlig det uhyre fald i priserne på korn og andre landbrugsprodukter, som over hele Europa fremkaldtes ved krigens ophør og fredsårenes forøgede produktion og friere omsætning. 1818 var kapitelstaksten 15 kr. for rug og 12½ kr. for byg, men 1820 var den sunket til henholdsvis 5 og 3 kr. Der var særlige årsager, som gjorde landbrugskrisen i høj grad ødelæggende for Danmark. Dets privilegerede stilling med hensyn til kornudførsel til Norge var ophørt ved Kiel-freden, og udgifterne var steget, idet skatterne ved sedlernes stærke værdifald var sat betydeligt op, hvad der nu, da kursen begyndte at bedre sig, virkede som et yderligere tryk. Ligeledes var arbejdslønnens nominelle beløb steget stærkt, da sedlerne faldt i kurs, og det var nu ikke så let at få det ned igen, og endelig var forholdet særligt ugunstigt for de mange, som havde optaget gæld eller købt gårde med indestående restkøbesummer i de synkende seddelkursers tid. De måtte nu bløde så meget des mere, jo højere kursen blev på banksedlerne; vel var gælden 1813 ved lov blevet reduceret, men langtfra så meget, som svarede til de virkelige forhold.
En mængde ejendomsbesiddere måtte under disse forhold gå fra deres gårde, og endnu flere kunne ikke opfylde deres forpligtelser, hverken over for staten eller private, men blev dog hængende ved deres ejendomme, fordi kreditorerne ingen fordel ville have haft af at overtage disse. Krisen gik værst ud over de afsides og mindre frugtbare egne og ramte proprietærer og herremænd hårdere end bønderne. Staten måtte på forskellig måde træde hjælpende til, dels med eftergivelse og nedsættelse af skatter, dels ved direkte lån, hvortil pengene skaffedes til veje ved statslån. Disse lån ydedes især de større landejendomsbesiddere og førte for manges vedkommende til, at staten måtte overtage de pågældende ejendomme og senere sælge dem med stort tab.
På reformer af væsentlig betydning for samfundet var perioden, som man vel kan tænke sig, ikke rig. Den vigtigste var Skoleanordningen af 29. juli 1814, som dog, af mangel på tilstrækkelige midler, først efterhånden virkelig førtes ud i livet.
De sidste 10 år af Frederik 6.s regering var i det hele en fremskridtstid for landet. Allerede i slutningen af 1820'erne var forholdene begyndt væsentlig at bedre sig, og denne opgang fortsattes 1830'erne igennem. Banksedlerne nåede parikurs 1838 og bevarede denne, indtil de 1845 blev erklærede for indløselige. Statsindtægterne forøgedes gennem den større velstand, uden at man behøvede at forhøje skatterne, og balancen mellem statens indtægter og udgifter forbedredes derved betydelig. Landbrug, handel, industri og håndværk hævede sig på ny. Hvad der dog især giver dette tiår dets præg, er det vågnende offentlige liv i kongeriget som i hertugdømmerne.
Julirevolutionen 1830 påvirkede vel ikke umiddelbart stemningen i kongeriget i nogen nævneværdig grad, men til Holsten og den tyske del af Slesvig strakte de dønninger, revolutionen havde vakt i Tyskland, sig næsten øjeblikkelig og satte liv i det slumrende holstenske forfatningsspørgsmål. Friseren Uwe Jens Lornsen havde som embedsmand i det slesvig-holsten-lauenborgske kancelli i København sammen med ligesindede yngre kolleger drøftet slesvig-holstenske forfatningsplaner. Julirevolutionen gav nu disse et stød fremad, han søgte og fik embedet som landfoged på sin fødeø Sild, og på vejen dertil opholdt han sig i efteråret 1830 nogen tid i Kiel. Her satte han sig i forbindelse med forskellige, navnlig universitetsdannede mænd, der delte hans anskuelser om ønskeligheden af en konstitutionel forfatning for Slesvig og Holsten. Han formulerede sine ønsker i et lille skrift »Om forfatningssagen i Slesvig-Holsten«, i hvilket der, samtidig med den slesvigholstenske konstitutions indførelse, fordredes fuldstændig adskillelse fra Danmark i administrativ henseende, således at kun »konge og fjende« blev fælles. Skriftet oplæstes i Kiel for en mindre kreds af meningsfæller, som var kaldt sammen fra forskellige dele af hertugdømmerne, og der blev truffet foranstaltninger til at udbrede det i 10.000 eksemplarer og til en fortsat agitation for dets grundsætninger. Bevægelsen afbrødes imidlertid foreløbig ved Lornsens fængsling 15. november og derefter følger domfældelse til embedsfortabelse og et års fæstningsstraf. Ridderskabet protesterede mod de Lornsenske ideer, samtidig med at det dog pegede hen på nødvendigheden af en løsning af forfatningsspørgsmålet, og de kredse, der væsentlig havde været berørte af Lornsens agitation, skræmmedes tilbage ved frygten for at komme til at dele hans skæbne. Ikke desto mindre var der nu i hertugdømmerne vakt en langt dyberegående interesse for forfatningsspørgsmålet end tidligere. Det var nu for første gang rejst på demokratisk grund og fik ikke mere lov til at hvile. Lornsen selv udvandrede efter udstået straf og døde nogle år senere i Schweiz.
På regeringen fik bevægelsen den virkning, at den, følte nødvendigheden af at komme til en afslutning af det holstenske forfatningsspørgsmål. Endskønt man ikke ville ind på en fælles forfatning for hertugdømmerne, kunne man dog ikke undgå at lade den forestående ordning omfatte også Slesvig, og Frederik 6. ræsonnerede da således, at det var bedst at tage kongeriget med, »inden de forlangte det« Af disse overvejelser fremgik så Forordningerne af 28. maj 1831 om rådgivende provinsialstænder for Nørrejylland, Øerne, Slesvig og Holsten. For at give kongen råd med hensyn til den nærmere udarbejdelse af stænderforfatningen, hvis grundtræk i øvrigt allerede var angivne i Forordningerne af 1831, sammenkaldtes 1832 forsamlinger af »oplyste mænd« fra kongeriget og hertugdømmerne, og 15. maj 1834 udkom så forordningerne om de 4 stænderforsamlingers nærmere indretning og virkemåde. Enhver lov, der havde forandring i undersåtternes personlige eller ejendomsrettigheder eller i skatterne og de offentlige byrder til genstand, ville kongen, forinden den udkom, forelægge stænderne til betænkning. Ligeledes skulle stænderne have ret til at gøre kongen forestillinger og forslag angående forandringer i lovgivningen eller måden, hvorpå lovene udartes. Stænderne skulle ordinært samles hvert andet år; de deputerede valgtes for 6 år; hver forsamling valgte selv sin præsident; forhandlingerne var ikke offentlige, men det væsentlige af dem skulle meddeles i en stændertidende. Østifternes stænderforsamling skulle bestå af 70 deputerede, hvoraf 12 var valgte af København, 11 af de øvrige købstæder, 17 af ejerne af komplette sædegårde og 20 af de mindre landejendomsbesiddere. Endelig var 10 valgte af kongen, deriblandt 2 for gejstligheden og 1 for universitetet. På Iignende måde var også de øvrige stænderforsamlinger sammensatte. Betingelsen for valgret og valgbarhed var en vis grundejendom, dog for valgrettens vedkommende kun 1.000 rigsdaler i assurance værdi i byerne og 4 tønder hartkorn på landet. Også gårdfæstere på mindst 5 tønder hartkorn var valgberettigede.
Som rimeligt var, vakte stænderanordningerne stor opmærksomhed og delvis påskønnelse over hele monarkiet. I kongeriget var der dog en ikke ringe stemning imod delingen i de to forsamlinger og imod det, at valgret og valgbarhed så ubetinget skulle være knyttede til grundejendom. I hertugdømmerne ankedes der også over, at stænderne kun skulle være rådgivende, og navnlig over adskillelsen mellem en slesvigsk og en holstensk forsamling. For at afvæbne misfornøjelsen med dette sidste bestemtes det imidlertid, at der for hertugdømmerne skulde oprettes en fælles overappellationsret i Kiel og en fælles provinsialregering på Gottorp.
De første valg til stænderne fandt sted 1834-35 under meget betydelig deltagelse. Det fortjener navnlig at fremhæves, at i kongeriget deltog af de »mindre landejendomsbesiddere« på Øerne 83 og i Jylland endog 87 % af de valgberettigede i valget. Østifternes stænderforsamling trådte første gang sammen 1. oktober 1835 i Roskilde, Nørrejyllands 11. april 1836 i Viborg. I hele den første 6-årige stænderperiode var A. S. Ørsted kgl. kommissarius ved kongerigets stænderforsamlinger og den botaniske professor J. F. Schouw begges valgte præsident. Regeringen havde på denne tid ikke kunnet vælge nogen heldigere repræsentant end Ørsted - »kongens og folkets mand«, som han kaldtes -, der både ansås for en fremragende talsmand for tidens mådeholdent frisindede ideer og agtedes for sin dybtgående indsigt. I Schouw fandt den konstitutionelle retning sin mest fremragende repræsentant.
Hovedgenstanden for stændernes opmærksomhed var i disse år finansspørgsmålet. 1835 havde regeringen offentliggjort det første budget, og man havde derved for første gang fået autentisk besked om finanstilstanden. Man forfærdedes ved statsgældens stærke vækst i fredsårene og ved de stadige underbalancer. I begge stænderforsamlinger gjorde der sig en kraftig kritik gældende, og man stillede bestemte krav om besparelser i statshusholdningen og om fuld offentlighed i finansstyrelsen. Det første krav fyldestgjordes ikke i nogen nævneværdig grad under Frederik 6., det sidste i det mindste delvis ved offentliggørelsen af summariske statsregnskaber. Også om foreningen af de to kongerigske stænderforsamlinger, om udvidelse af trykkefriheden, om indskrænkning af politivilkårligheden ved husundersøgelser etcetera indkom der ensartede petitioner fra begge forsamlinger; men regeringen tilbageviste principielt alle andragender om forandringer i selve stænderinstitutionen og skærpede pressetvangen tvært imod stændernes ønsker. Derimod tog man i mere neutrale sager, vedrørende told-, kommunal- og landbolovgivningen, rimeligt hensyn til disse. I østifternes stænder var det i denne periode T. Algreen-Ussing, P. G. Bang, L. N. Hvidt og Tutein, som gik i spidsen for det liberale flertal. I Viborg var man noget fattigere på fremragende kræfter, men flertallet her gik i samme retning som i østifternes forsamling.
I hertugdømmernes stænderforsamlinger gjorde delvis de samme ønsker og besværinger sig gældende som i kongerigets; men her var det dog snart de specifik slesvigholstenske krav, som kom i forgrunden. Navnlig gælder dette den slesvigske forsamling, hvor hertugen af Augustenborg optrådte som fører for den aristokratiske fraktion af det slesvig-holstenske parti, og hvor man gentagne gange vedtog petitioner om en forening af hertugdømmernes stænderforsamlinger. Hertugen udgav allerede 1837 i Halle et anonymt skrift, i hvilket han hævdede personalunionen mellem kongeriget og hertugdømmerne og den augustenborgske families arveret til disse sidste, når den kongelige mandsstamme var udslukt.
I den slesvigske sprogsag kom der røre ved det forslag, som bonden Nis Lorenzen fra Lilholt 1836 fremsatte i stænderforsamlingen om, at dansk måtte blive indført som rets- og regeringssprog i de dele af Slesvig, hvor det allerede var undervisningssprog. Forslaget, som støttedes ved talrige andragender fra den dansktalende befolkning, vedtoges af stænderne med et knebent flertal 1838, og 1840 fik det med visse indskrænkninger lovskraft.