LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Danmark            Verdens lande            Danmarks historie            1660 -         


Danmarks historie

Fra den ældste tid indtil 1241
Fra den ældste tid indtil 1241


Dannevirke
Konger
Bygningsværker
Betydningsfulde udenlandske personer
  • Augustus
  • Ærkebiskop Ebo af Reims
  • Karl den Store
Folkeslag
  • Sakserne
  • Gøterne
  • Kimbrerne
  • Kårderne
  • Friserne
Nogle tusinde år f.Kr., da Danmark hovedsagelig var dækket af ege- og fyrreskove, blev kysterne befolkede oprindelig ved indvandring fra Vesteuropa. Nybyggerne var ud over det laveste kulturtrin; de havde deres kanoer og gode redskaber af træ og ben, især dog af flint og de levede et nøjsomt fisker- og jægerliv, mest ved fjorde og vige, hvor skaldyngerne endnu minder om deres færden. Med den yngre stenalder optræder et nyt folk, med en anden og højere kultur; våben og redskaber er af en bedre kvalitet, ravperlernes skønne former og urnernes ornamentik røber den vågnende kunstsans. Stendysser og jættestuer er talende vidnesbyrd om primitiv religion. Foruden hunden, der længe havde været menneskets ledsager, holdt man fåret, geden, oksen og svinet som husdyr, og man dyrkede lidt korn.

Ved midten af 2. årtusinde f.Kr. går stenalderen over i bronzealderen. For rav handlede man sig til sydens bronze og guld, der blev ført til landet ad Mellemeuropas floder. Med disse metaller fik man elementer af den høje etruskiske kultur med dens mærkelige spiralornamentik, men man bearbejdede den selvstændigt (bronzelurerne). Agerdyrkning, skibsfart og handel udvikledes videre, man tilbad solen og andre naturmagter og udfoldede en vis luksus og pragt, så livet ikke længere alene bar præg af en hård kamp for tilværelsen.

I 5. århundrede f.Kr. begynder jernalderen. Gallerne erobrede Norditalien, og deres jernkultur træder også i Danmark i steden for den strålende etruskiske bronzekultur. Nu hamres våbnene af det hårde jern, mens bronzen støbes til smykker og kar. I de første århundreder e.Kr. antog kulturen et helt romersk præg; man indførte og efterlignede romernes genstande, drak vin af romerske kar og glasbægre og optog senere de ved ændring af latinske bogstaver dannede runer.

Folkevandringstidens uro og omvæltninger har også sat sig spor i Danmark; vi ved, at danerne kæmpede med longobarderne ved Østersøen og gennemførte togter til Frankerriget, hvor de led to nederlag, mens de store mosefund vidner om svære kampe inden for landets grænser. Folkevandringsrigernes barbariske dyreornamentik genfindes ligeledes hos os. Endelig kommer den vesterlandske påvirkning, hvor den fantastiske irske prydkunst til sidst bliver fremherskende. Skibe og våben bliver ypperlige og statelige, hele livet er en krigsfærd, vikingetogterne bryder frem. Fra fjerne tiders sjæle- og naturdyrkelse er man samtidig nået til den højt udviklede asetro.

Det danske folk var imidlertid blevet til. De mindre stammer i Jylland, således kimbrerne og kårderne, der nævnes på kejser Augustus' tid, var før år 500 smeltet sammen til et folk, jyderne, mens Skånes og Øernes befolkning er gået op i de krigeriske daner (spyd-danerne). Snart efter er danerne blevet betegnelsen for hele folket, og landet får navn efter dem. Danerne beboede hele Danmark fra Ejderen til Hallandsås; dog lod man frisér, som forstod at dyrke marsken, nedsætte sig langs Sønderjyllands vestkyst, men uden politisk selvstændighed. De ubeboede grænseegne var stødpuder imod sakserne og imod gøterne. Gennemgående var landet bebygget; det østlige Nordsjælland lå dog hen som uigennemtrængelig skov og blev først sent opdyrket ved rydning (Hillerød, Birkerød). Samfundsforholdene svarede til de gamle germaners. Af familier opstod slægter, der bevarede sammenholdet, idet de boede i byer og dyrkede markerne i fællesskab ved hjælp af trælle.

Landsbykulturen er ejendommelig for Danmark og grundlaget for den historiske udvikling. De større byers navne endte hyppigst på -lev (efterladt gods), -sted, -um, -løse, -inge eller -by. Her boede de fri ejendomsbesiddere, adelbønderne. Efterhånden opstod der om de ældre byer en mængde mindre udflytterbyer, torper, der beboedes af bryder (godsstyrer der havde opsynet med trællene). Hver by styrede sine egne anliggender; men inden for visse kredse, herreder, sluttede byerne sig sammen og varetog på herredstinget de fælles interesser. I spidsen for et eller flere herreder stod høvdingeætter, hvis ypperste mænd havde anførslen i krig og ofte var goder (en slags høvding). Af høvdingedømmet opstod tidlig kongedømmet. Kongen valgtes på tinge; men man valgte inden for den bestemte kongeæt, der tænktes at stamme fra guderne.

Drotten var da også folkets religiøse overhoved. Tillige skulle han våge over den indre fred og modtog derfor bøder af den domfældte. Endvidere udviklede der sig et kongeligt embedssystem (jarler over større egne, kongsbryder på de enkelte kongsgårde), der tillige med hirden og de vidtstrakte godser - alt udyrket land var kongens - skaffede kongedømmet stor indflydelse og anseelse. Dog vedtog folket selv love og afsagde dom på tinge.

Ved kongedømmets indgriben blev Danmark tidlig et samlet rige. Allerede i 6. århundrede var der kun to riger, et jysk med Jellinge som kongesæde og et østdansk under skjoldungeætten med Lejre, senere med Roskilde, som kongesæde. Således er den historiske baggrund for det angelsaksiske digt Beovulf. Rolf Krake, den store Lejrekonge, er samtidig med de store folkevandringskonger. Han ligner dem i hensynsløs politik, men han er hirdens fejrede drot (Bjarkemålet). Senest i 8. århundrede fuldbyrdedes enheden, og skjoldungerne havde herredømmet lige til Ejderen, ja endog over »Vestfold« i Norge. Dog beholdt de tre landsdele selvstændighed i forhold til hinanden og bevarede den ned gennem tiderne. Jyderne vedtog love og dømte på landstinget i Viborg, sjællænderne i Ringsted. Skåningerne i Lund.

Danmark var stærkt nok til at anfægte det stigende frankervælde. Den mægtige Gudfred anlagde Dannevirke og gennemførte et togt mod Karl den Store; men han blev myrdet (810), og hans efterfølger fandt det bedst at slutte fred. Efter 812 svækkedes riget af voldsomme kampe mellem to grene af kongeætten. En af kongerne, Harald, tyede gentagne gange til frankerne, og derved banedes vej for kristenforkyndelsen. Ærkebiskop Ebo af Reims gæstede Sønderjylland 822, og da Harald under et ophold hos kejser Ludvig den Fromme var blevet døbt i Mainz, fik han Ansgar med sig (826). Skønt adskillige danskere ved handelssamkvem med den frisiske by Dorstad allerede var påvirkede af kristendommen, gik det kun småt med missionen, og Harald blev fordrevet til Frisland, hvor hans slægt længe opretholdt et dansk herredømme. Gudfreds søn Haarik var nu enekonge i Danmark, og efter nogen tids fjendskab sluttede han fred med det østfrankiske rige, hvorpå Ansgar atter kunne komme til landet. Men efter Ansgars død (865) sygnede forkyndelsen hen. Folkets bedste kraft slugtes af de vældige vikingetogter, der vendte sig mod de britiske øer, Elblandet, Frisland, Frankrig, ja endog Middelhavslandenes kyster og skyldtes en relativ overbefolkning, tillige dog også folkets kamplyst og jagt efter guld.

Vikingerne eller normannerne begyndte deres færd 793 med hærgning af det engelske økloster Lindisfarne og fortsatte nu bestandig, først spredt og tilfældig, fra cirka 835 mere planmæssig, med hære på op til 30-40.000 mand. De gik frem med overlegen krigskløgt og udnyttede snildt al indre splid i de store kulturlande, så disse til sidst næsten blev modstandsløse. Nu satte man sig fast ved Loires og Themsens mundinger. Høvdingen Regner (Lodbrog) hærgede både Irland og Paris (845). Hans sønner erobrede Nordengland, og snart syntes angelsakserne helt at bukke under, indtil Alfred den Stores sejr (878) indskrænkede de danske til Danelagen (distrikter i England, der stod under dansk herredømme). I de følgende år rasede normannerne værre end nogen sinde i Frankerrigerne, særlig langs Rhinen og dens bifloder; men efter at vikingekongen Gudfred var blevet myrdet (885), det store angreb på Paris var mislykket (886), og kejser Arnulf havde slået normannerne ved Dyle (891), blev vikingernes udfald færre. 911 kom normanner under Rollo til Frankrig og fik det efter dem opkaldte Normandi som len, og både her og i England begyndte de nordiske indvandrere at antage højere kultur, mens de på deres side tilførte de fremmede lande friske kræfter.

Så enestående en kraft, Danmark end udfoldede ved disse normannertogter, svækkedes riget selv dog ved udvandringerne og vikingelivets uro, og svenskeren Olav tilrev sig Danmark eller en del deraf. Hans søn Gnupa blev slået af Tysklands konge Henrik 1. og tvunget til at lade sig døbe (934), men snart efter fældet af Gorm den Gamle, hvis hustru Thyra Danebod udbedrede Dannevirke. Deres søn Harald Blåtand fuldendte sejren og vandt hele Danmark.

På grund af det tyske riges opsving under Otto 1. kunne ærkebiskop Adaldag af Hamburg åbne en ny mission; henimod 948 tillod Harald Blåtand oprettelsen af danske bispesæder i Slesvig, Ribe og Århus; efter Poppos jernbyrd (cirka 960) lod han sig døbe, og han førte størstedelen af folket med sig. Dermed foregik det egentlige trosskifte i Danmark. Harald udstrakte sin magt over egnene syd for Ejderen og grundlagde krigerkolonien Jomsborg ved Odermundingen; ved Haakon Jarls hjælp vandt han sig også herredømmet over Norge og havde således stor magt. Til sidst gik det nedad. Hans krigere, der støttede den svenske høvding Styrbjørn mod kong Erik Sejrsæl, blev slagne. Selv tabte han i kamp mod kejser Otto 2., der satte ild på Dannevirke og for en kort tid gjorde Ejderlandet til et tysk markgrevskab; og da Harald sendte sine jomsvikinger mod den oprørske Haakon Jarl i Norge, led de nederlag i Hjørungavaag. Den gamle konge blev forhadt, og en del af folket samledes om hans søn Svend Tveskæg (cirka 985-1014), der valgte en kompromisstrategi i trossagen. Harald faldt i kampen. Men ved list tog jomsvikingernes snu høvding, Sigvald, kong Svend til fange, så han måtte udrede høje løsepenge. For at indvinde det tabte startede Svend et vikingetogt til England. Under hans fravær bemægtigede Erik Sejrsæl sig Danmark, men Svend drog tilbage og fordrev svenskerne efter hårde kampe ved Hedeby. Senere sluttede han fred og ægtede Erik Sejrsæls enke, Sigrid Storraade.

I forbund med landflygtige nordmænd og svenskerne fældede han den norske konge Olav Trygvesøn i et søslag (cirka 1000) og fik derefter en del af Norge. Et stort blodbad på danskere i England (1002) æggede Svend til et nyt vikingetogt, og til sidst erobrede han hele det engelske rige (1013), men døde snart efter.

Under ham påvirkedes den unge danske kirke af den angelsaksiske, og høvdinger som de to Odinkar'er trådte i kirkens tjeneste. Den egentlige missionstid var nu afsluttet, og vejen banet for kristelig kultur (de første danske mønter).

Ved Svends død fik hans ene søn, Harald (1014-18), Danmark. Den anden Knud den Store, der af hæren valgtes til konge i England, mistede straks det erobrede rige, men genvandt det ved sine landsmænds hjælp. Dette blev vikingetogternes afslutning. Efter Haralds død fik Knud tillige Danmark (1018-35). Imod hans truende magt sluttede Olav Haraldssøn i Norge og Anund Jakob i Sverige et forbund, og mens Knud var i England, angreb de Danmark, men Knud kom hurtig til og drev dem tilbage (1026), hvorpå han ubekymret drog på pilgrimsfærd til Rom (1027). Ved løfter og gaver til de norske høvdinger undergravede han dernæst Olavs magt, så at den norske konge måtte flygte (1028), og ved forsøget på at genvinde sit rige mistede den norske konge livet (1030).

Således var Knud nu også herre over Norge. Kort før hans død rejste nordmændene sig dog og indkaldte Olavs søn Magnus. Også over Sverige og Skotland gjorde Knud krav på højhed, og han havde nu større magt, end nogen anden dansk konge har haft. Fra viking var Knud blevet en europæisk kulturkonge, om end han endnu kunne være voldsom (Ulv Jarls drab, krænkelsen af vederlagsretten). Selv for England fik han ved sin lovgivning og sin kirkelige iver stor betydning, han hævede både præstestanden og kongedømmet; men ligeså i Danmark, hvor han grundlagde de første klostre, ansatte lothringske klerke (medlem af det katolske præsteskab) og fremmede kristenkulturen. En stærk støtte for kongemagten i begge lande var tinglid eller vederlaget.

Knud tilbragte mest tid i England og vakte derved sine landsmænds misfornøjelse. Med hans søn Hardeknud (død 1142) ophørte unionen mellem de to lande. Den norske konge Magnus den Gode (1042-47) vandt herredømmet over de danske og slog de fremtrængende vender på Lyrskov Hede, men måtte kæmpe med Knud den Stores søstersøn Svend Estridsen. Først ved Magnus' død kom Svend i virkelig besiddelse af Danmark (1047-74) og sikrede sig riget ved en blodig, men ikke altid sejrrig fejde (indtil 1064) med den krigerske norske konge Harald Haardraade. Senere udsendte han to store togter for at fordrive Vilhelm Erobreren fra England, men udrettede intet.

I fredsarbejdet derimod lagde Svends fremragende evner sig fuldt ud for dagen. Han organiserede de danske bispedømmer og hele kirken, gjorde bisperne til sine venner (Vilhelm i Roskilde), hævede præstestanden, svækkede ærkesædet Hamburgs magt over den danske klerus, knyttede landet nøjere til pavestolen og blev i det hele en af Danmarks største kulturkonger. Efter Svend fulgte fem af hans sønner. Denne Svendssønnernes tid blev præget af brydningen mellem gammelt og nyt, stormandsvælde og kongemagt.

Den betydeligste af dem, Knud, ville straks være konge; men ved valget på Isøre tog man Svends ældste søn, den afholdte, men svage Harald Hen (1074-80), der gav folket love efter dets ønske. Knud den Hellige (1080-86) ville stolt og myndig udvide kongemagten og skabe en præstemagt til støtte for tronen, men var hård og hensynsløs i valget af midler, især efter at han til sin harme havde måttet opgive et stort erobringstogt til England (1085). Forbitrede over hans fogeders uretfærdighed rejste vendelboerne sig imod ham. Oprøret bredte sig videre, og Knud blev dræbt i Albani Kirke i Odense.

Med Olav Hunger (1086-95) kom en politisk reaktion til roret; men det var i alle måder en ulykkelig tid, og Knuds bestræbelser kunne derfor med held genoptages af Erik Ejegod (1095-1103), der endog fik Knud gjort til helgen (1100) og arbejdede for indførelsen af tiende og for oprettelsen af et selvstændigt dansk ærkesæde. Tillige slog han venderne, der siden Olavs tid havde forulempet Danmark og samlede Nordens konger til et fredsmøde. Grebet af korstogsbevægelsen gav han sig på pilgrimsfærd til det hellige land, men døde undervejs på Cypern, samtidig med at Paven endelig gjorde Lund til ærkesæde for Norden, så at Hamburgs højhed over den danske kirke blev brudt. Af de få Svendssønner, der endnu var i live, blev Niels konge (1104-34). Denne svage og smålige mand kunne ikke værne Danmark hverken mod indre eller mod ydre fjender. Disciplinen i vederlaget (den kongelige vagt) forfaldt, ustraffet drev Erik Ejegods ældste søn, Harald Kesje, røverfærd i Roskildeegnen, og venderne strejfede ind over grænsen. Forgæves søgte dronning Margrete Fredkulla at råde bod på disse ulykker. Først da Erik Ejegods søn Knud Lavard blev Sønderjyllands jarl eller som det nu kaldes, hertug (1115), blev venderne slået, og Danmark fik fred.

Knud Lavard blev tillige banebryder for en højere, mere europæisk kultur; men hans anseelse og det herredømme, han vandt over de vestlige vender, vakte misundelse hos Niels og hans søn Magnus, og denne myrdede sin ridderlige frænde (slægtning) ved Haraldsted (1131). Knuds bror Erik Emune rejste sig til hævn, og efter en blodig borgerkrigs omskiftelser fældede han Magnus ved Fodevig (1134), mens Niels kort efter blev dræbt af Slesvigs borgere.

Erik Emune (1134-37) forspildte frugten af sin sejr ved hårdhed og grumhed, der voldte ham døden for morderhånd. Hans søstersøn Erik Lam (1137-46) bekæmpede ihærdigt sin modkonge, Olav, Harald Kesjes søn, og fældede ham til sidst; men under striden hjemsøgte venderne atter de danske farvande, og dødsyg indtrådte Erik i Odense Kloster.

Den danske kirke, der i ærkebiskop Eskil havde fået en ypperlig fører, opnåede ved denne tid en smuk blomstring; der rejstes herlige, romanske stenkirker (Lund, Viborg, Ribe) og nye klostre, og kirken modtog rige gaver. 1146 indledede imidlertid bitter strid og dyb fornedrelse. Jyderne valgte Knud 5. til konge, sjællandsfarer og skåninger samledes om Erik Emunes søn Svend Grathe, og mens kræfterne udtømtes i den voldsomste kongekrig, plyndrede venderne i sund og bælt, ja satte sig endog fast på de sydlige øer. Støttet af Knud Lavards søn Valdemar fik Svend Grathe overtaget, men måtte efter kejser Frederik 1.s bud love Knud Sjælland til len (1152). Samtidig med at han stødte de danske ved sit overmod og sin forfængelige jagen efter tysk skik, svigtede han imidlertid sit ord og drev derved Valdemar over på fjendens side. Da Svend nu eftertragtede dem begge efter livet, lod de sig udråbe til konger, og Svend flygtede til Tyskland (1154).

Ved tysk og vendisk hjælp vendte han tilbage, og på Lolland blev der sluttet forlig, hvorved Danmark ligefrem blev opløst i 3 dele, en til hver af kongerne. Straks efter søgte Svend dog under et gilde i Roskilde at rydde sine medbejlere af vejen. Knud blev dræbt, men Valdemar 1. den Store slap med et sår og flygtede til Jylland, og da Svend angreb ham her, led han et stort nederlag og blev på flugten dræbt på Gradehede (1157).

Med Valdemar 1.s enekongedømme (1157-82) afløstes folkets splittelse og afmagt af et storladent opsving. Dette skyldtes især Absalon, der blev biskop i Roskilde, senere ærkebiskop i Lund, og var sjælen i sejrrige venderkampe, hvorved Danmark sikrede sig fred og erobrede Rügen. Landet blev beskyttet ved en organiseret hær, kystborge (Vordingborg, Sprogø, Nyborg, Kalundborg, Havn) og Valdemarsmuren i Dannevirke.

Kirkens indflydelse steg, ved den sjællandske og skånske kirkeret trængte tienden igennem i det østlige Danmark og talrige klostre opstod, især af cistercienserordenen (Vitskøl, Esrom, Sorø, Øm og så videre); vel kom Valdemar i strid med den hierarkisksindede ærkebiskop Eskil, men det lykkedes Absalon at tilvejebringe harmoni og kraftig samvirken mellem kongedømmet og kirken.

Ved festen i Ringsted 1170 blev kongens far lagt i helgenskrin, og kongens søn, den lille Knud, blev kronet. To sammensværgelser mod Valdemar blev slåede ned, stormændene knyttedes nøje til tronen, og en opstand i Skåne blev dæmpet. Under Knud 6. (1182-1202) blev Absalon til landets held endnu mægtigere. Dristig afviste han kejser Frederiks højhedskrav, og da denne hidsede pomrerne til kamp mod Danmark, vandt Absalon en glimrende sejr ved Rügen (1184), og pomrerfyrsterne måtte hylde Knud (»De venders konge«). En ny støtte for danskernes voksende magt blev Knuds bror, den unge Valdemar, der var Sønderjyllands hertug. Da den forræderske biskop Valdemar af Slesvig dannede en kæmpesammensværgelse mod sit fædreland og ved svensk-norsk hjælp søgte at gøre sig til konge, blev han grebet (1192) og sad nu i 14 år som fange på Søborg, mens hertug Valdemar slog hans forbundsfælle, Grev Adolf 3. af Holsten, og erobrede hans land, så at Danmarks grænse blev skudt frem til Elben. Under sådanne forhold afsluttedes Absalons liv (1201). Hans efterfølger i Lund blev hans ven, den berømte skolastiker Anders Sunesøn. Kort efter døde Knud.

Hans bror VaIdemar 2. (1202-41) hævede for en kort tid Danmark til stormagtsrang. Tyskland, der svækkedes ved indre kampe, kunne ikke standse hans sejre. Han underlagde sig de tysk-vendiske egne langs Østersøen og slog kejser Otto 4. mens dennes heldige medbejler, Frederik 2., afstod Valdemar de erobrede lande (1214). Ved korstog til de hedenske egne hinsides Østersøen, særlig det berømte togt 1219, vandt den store konge sig tillige herredømme over Estland. Da brast lykken med et slag. Valdemars vasal grev Henrik af Schwerin overrumplede sin herre på Lyø og førte ham som fange til Tyskland (1223).

Mens danskerne var som lamslåede, rejste de nordtyske fyrster sig; fredsforhandlingerne glippede, og en hær angreb Nordalbingien (Holsten), hvor Valdemars søstersøn, grev Albert af Orlamunde, blev fanget i slaget ved Mölln. Nu måtte Valdemar løskøbe sig ved afståelse af alle erobringer syd for Ejderen og udredelsen af høje løsepenge (1225). Men efter at have opfyldt sine første forpligtelser lod han paven løse ham for den ed, han havde svoret, begyndte krig og gik sejrrig frem, indtil han ved Bornhøved led et afgørende nederlag (1227). Da opgav Valdemar sin krigspolitik.

Estland, der samtidig gik tabt, vandt han tilbage uden kamp (1238), og i det hele styrede han landet med største klogskab. Særlig bedrede han retsvæsenet og fik navnkundighed som den store »lovfører«. Tidligere havde han blandt andet helt afskaffet jernbyrd som retsligt bevismiddel. Nu lod han, kort før sin død, Jyske Lov udarbejde og hævdede i forordet, støttet på kanonisk ret, kongedømmets ophøjede ret. Lovkyndige mænd havde allerede optegnet de gældende skånske og sjællandske love. I sit huslige liv havde Valdemar tunge sorger. Dronning Dagmar og Dronning Berengaria døde begge i deres fejreste ungdom. Hans ældste søn, den udvalgte kong Valdemar, omkom ved et vådeskud (1231), og med bekymring skal han have forudset ufred mellem sine yngre sønner. »Ved hans død faldt kronen af de danskes hoved«, hedder det i krøniken.

Lovene og kong Valdemars jordebog giver indblik i Valdemarstidens kultur. Oldtidens enkle samfundsforhold er blevet mere sammensatte, til dels under påvirkning af almeneuropæiske kulturformer. Kongedømmet havde som førende magt hævet sig stærkt og øget sin værneret, sin straffemyndighed og sin indflydelse på lovgivningen; idet den ældste kongesøn i farens levetid blev udvalgt konge, var der gjort skridt til kronens arvelighed. Kongens ombudsmænd (fogeder) hørte nu til rigets fornemste slægter, og hofembederne, særlig drostens, marskens og kanslerens, var ved at blive høje rigsembeder. Enkelte landsdele, særlig Sønderjylland og Halland, fik kongeætlinger at styre; men disse lensmænd var egentlig kun embedsmænd, feudalvæsenet var endnu kun en lille spire og svækkede derfor ikke kronen. Stænderne er ved at udforme sig. Præstestanden havde opnået stor magt ved de rige gaver og de kongelige privilegier, som tilflød kirker og klostre; ved domsret i egne sager, ved cølibatet, der endelig gennemførtes, og ved kanonisk rets indtrængen i den nationale kirkelov udsondredes den stærkere fra folket. Domkapitler fandtes nu ved alle bispekirker, og de havde frit bispevalg. Klostrene tiltog stadig. Fra Valdemar 2.s tid fik Danmark foruden de landlige »herreklostre« dominikaner- og franciskanerklostre i byerne. Med Roskilde Domkirke begynder den gotiske stil i Danmark. Præster, ja endog lægfolk, drog til Paris for at studere (Absalon, Peder og Anders Sunesøn, Erik Plovpenning), og hjemme igen lærte de deres nye viden fra sig; særlig samlede den gamle biskop Gunner i Viborg discipelskarer om sig.

Adelen er ved at opstå. Ansete stormænd udgjorde sammen med bisperne kongens råd, en rigsrepræsentation, der hørtes i vigtige sager. Men desuden var der dannet en langt bredere tjenesteadel, idet storbønder blev »hærmænd« eller »herremænd« (herrens mænd) hos konge, hertug eller bisp. Altid rede til rigets forsvar og til gengæld fri for de almindelige skatter dannede de et udvidet vederlag; Absalon søgte derfor også at binde dem til den gamle vederlov, og lykkedes det ikke, så var de dog i Valdemarstiden en god støtte for kongedømmet, samtidig med at de lettede krigsbyrden for folket, så det almindelige ledingsudbud blev lempeligere, og fredelig arbejde kunne trives trods de stadige krigstogter. Borgerstanden begyndte at udvikle sig, takket være freden efter vendertogterne, der blev til købstædernes forøgelse og til handels og håndværks fremme, og den stærke sammenslutning i gilder; det ældste, man kender, er »edslaget« i Slesvig på Knud Lavards tid. Byerne stilledes ofte under kongens særlige værn og begyndte at få egne stadsretter, Slesvig således cirka 1200.

Hos bondestanden, folkets store hovedmasse, var selveje endnu overvejende, og der var ikke nogen kløft mellem den og de andre verdslige stænder. Man sporer nogen udjævning inden for dens rammer. Den adelbonde, som ikke hævede sig til »herremand«, rykkede for så vidt lidt ned på samfundsstigen, mens bryden og den voksende klasse af landboer (fæstere) hævede sig og kom adelbonden nærmere, og de fordums trælle gik over til at blive små og fattige landbrugere (inderster, gårdsæder, »kaadkarle«). Den egentlige bonde levede under ret gunstige forhold. Dalede hans politiske indflydelse, fordi konge, præstestand og adel blev de ledende, så valgte han dog frit sine nævninger, varetog sine interesser på tinge, og opretholdt den urgamle landsbyforfatning med dens fordeling af jordlodderne og dens fællesskab med hensyn til græsgange. Landet var godt opdyrket. De danske heste var efterspurgte, og der udførtes årlig op imod 10.000 over Ribe. En anden kilde til rigdom var de store sildefiskerier ved Skanør, der medførte anselige handelsmarkeder. Lykken tilsmilede således Danmark, i alt fald indtil Valdemar 2.s nederlag. Valdemarstiden imponerer ved sin sjældne samfundsharmoni, ved sit organisatoriske storværk, der skabte et fast skattevæsen, støttet til vurdering og matrikulering af jorden, og et klart gennemtænkt, retfærdigt og lempeligt ledingsvæsen, og endelig ved sit rige kulturliv.

Absalon var mand for at sammensmelte den fremmelige kirkekultur med dyrkelsen af de fædrene minder. Han var ophavsmand både til Saxos Danmarkskrønike og til danskernes pariserstudier. Ved Valdemar 2.s hof høres den sidste islandske skjald og tillige den tyske minnesanger. Runer og oldkvad fanger endnu interessen, men samtidig kvæder man folkeviser og træder dansen dertil. Således mødes gammelt og nyt, nordisk og europæisk.